Home / Anmeldelser / Alene 5 – I malmstrømmens centrum

Alene 5 – I malmstrømmens centrum

Sådan. En herlig grusom og god serie lukker med dette bind. Titlen er I malmstrømmens centrum og i dette album falder alting på plads. Vi får at vide, hvad der er sket og til dels hvordan. Afslutningen giver mening og der er endda plads til en lille åbning.

Dette sidste album er det mest syrede, det album med markant flest mystiske elementer, men accepterer man skaberduoens præmis, som jeg selvfølgelig ikke røber her, giver det fuldgod mening.

Igen med masser af fart, masser af blod og flere spændende sekvenser. En af dem skal jeg fremhæve. En flugt i gummibåde, hvor der skydes med pile efter disse. Og midt i denne flugt, dukker pludselig en finne op af dybet, og så… langsomt, sort og truende. En bygning nærmer sig.

Som skrevet – syret. Og så giver det alt sammen alligevel god mening.

Dette sidste album ender på en flot 4’er og selve serien det samme. Jeg var bestemt overrasket og følte hele tiden det der fortællernærvær, som er så vitalt. Om det skyldes at Zoom udgave hele serien på én gang, eller at der klart var en fin kontinuær sammenhæng mellem de forskellige album, det ved jeg ikke. Måske en kombination. Faktum er, at jeg klart anbefaler serien. Der er fart over feltet. De der unger når aldrig at blive irriterende, og så er der en uhyggelig nerve, en grundtone af absolut uvidenhed, som klæder serien.

Palle alene i verden. The Last of Us. Lord of the Flies. Enid Blytons De 5 samt ikke så få gode gysere (The Sixth sense, JAWS, Friday the 13th m.fl.) har dannet oplæg til denne serie. Eller kunne have gjort det. Jeg kan jo ikke dykke ind i makkerparret, Bruno Gazzotti og Fabien Vehlmanns hjerner og arbejdsdagbøger, så det er bare overordnede kvalificerede gæt.

No matter what – fed serie, og læg lige mærke til hvad der står på coverets bagside: Flere bind er under forberedelse. Ja tak!

Titel: Alene – 5. I malmstrømmens centrum

Tekst: Fabien Vehlmann

Illustrationer: Bruno Gazzotti

Forlag: Zoom

Format: Softcover, 56 sider i farver

Pris: 144,-

Isbn: 978-87-7021-102-4

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *