Jeg har de sidste par år lavet messerapporter fra nogle af de amerikanske messer jeg tager på, primært San Diego messen, hvor jeg tror det kunne være interessant at beskrive/uddybe det forhold jeg har til de tegneserier forfattere & tegnere mfl. jeg møder, med nogle eksemplar på, hvordan jeg mødte dem og nogle af de ting vi har foretaget os sammen. Specielt med den kommende danske messe (Komiks.dk) i mente, hvor der vil være rig mulighed for at møde tegneserie skabere, og forhåbentlig få en smag af nogle af de gode oplevelser jeg har haft ud af at tage på tegneseriemesse, om end i mindre skala ind de US messer jeg tager på.
Det skal siges at det har taget mig en del år, at komme frem til en nogenlunde plausibel beskrivelse af dette forhold. Men hvordan beskriver man også et forhold til en tegneserieskaber, man i bedste fald møder en gang om året, som vi for eksemplets skyld siger jeg snakker godt med, og vi har det godt i hinandens selskab. Jeg kender godt nok ikke hans kone, ved ikke hvad hans børn hedder eller hvor han bor, og vi har aldrig mødtes uden for messe arrangementer, men jeg kunne utrolig godt lide de 3 år han tegnede X-Men. Hvordan kategoriser man det? Er personen en ven; vi snakker godt sammen og har fælles holdninger til en del ting, eller er personen en bekendt, da vi jo ikke ses så tit og aldrig har besøgt hinanden, eller er det noget helt tredje??
Jeg har aldrig tidligere tænkt dybere over det, det var hvad det var, førend jeg begyndte at skrive mine messerapporter igen (skrev også nogle stykker i 90’erne, men stoppede inden jeg begyndte at kede folk ihjel), da jeg lige pludselig skulle forholde mig til, hvordan jeg omtalte de personer jeg nævnte i mine messerapporter. Tidligere var det kun en meget begrænset vennekreds jeg delte mine messeoplevelser med, og derfor ikke tænkte videre over det. Det var først da jeg begyndte at tænke på min efterhånden granvoksne bekendtskabskreds, som kollegaer i et stort internationalt firma, at det forhold jeg havde til mange af dem begyndte at give mening. Alle der arbejder, eller har arbejdet, i en større virksomhed ved, at man for det første ikke kender eller har mulighed for at kende alle ens kollegaer, hvis man ikke er en af dem som har været ansat i en menneskealder. Man har derfor en tendens til at inddele ens kollegaer i niveauer efter hvor godt man kender dem, privat og arbejdsmæssigt.
Der er f.eks. Sørensen henne fra økonomiafdelingen jeg altid hilser på. Jeg ved hvad han hedder, og du formoder at han ved hvad du hedder, men er ikke sikker. Du ved hvad han laver, kender måske navnet på hans kone, men ud over det ved du meget lidt om ham. Det svarer lidt til mit forhold til Mike Mignola, hvis arbejde jeg er rigtig glad for. Jeg har måske mødt ham 20 gange igennem årene (en af dem jeg har mødt flest gange), men jeg har aldrig talt med ham på tomandshånd til nogen sociale arrangementer, men har bare et rent fan/tegner forhold til ham.
Så er der Benny fra indkøb, hvis kone jeg har mødt til en firmafest, og som jeg snakker damehåndbold med, hvis vi mødes på gangen, eller hvis vi lejlighedsvis sidder ved samme bord i kantinen. Det svarer lidt til mit forhold til Gene Ha (Alan Moore/Top 10), som jeg på en og samme messe gik fra at møde ham om formiddagen, til at vi hang ud de fleste aftener (hvor jeg også mødte hans kone). Det viste sig, at vi havde en hel del fælles venner + jeg introducerede ham til nogle folk han godt ville møde, men ikke havde mødt tidligere.
Så er der 2 af kollegaerne fra din egen afdeling, som du tager på værtshus med fredag eftermiddag ca. 1 gang om måneden, hvor i snakker privat og vender de arbejdsmæssige ting i ellers ikke lige når i hverdagen. Det svarer lidt til mit forhold til J.H. Williams III (han hedder Jim, hvis nogen skulle undre sig) og hans kone Wendy. Jeg er en stor fan af hans arbejde og har normalt et eller andet med, han skal signere på messen, hvor vi også småsludrer om løst og fast. Tidspunktet hvor jeg snakker mest med ham og hans kone er til gengæld om aftenerne, da de begge er hardcore natteravne, hvor vi tit hænger ud sammen, da vi har utrolig mange venner til fælles. Jeg har tit forladt dem ved 2-3 tiden om natten for at komme hjem og få et par timers søvn inden næste messedag.
Jeg kunne give mange flere eksemplar, men jeg formoder at selv de tungeste på bagerste række har forstået, at til trods for man har mødt og hilst på nogen er det ikke ensbetydende med, at man er perlevenner (den gamle betydning af perle!) og har lange intense samtaler om livet og meningen med det. Spørgsmålet er også om man ønsker et sådant venskab med alle man møder? Jeg gør ikke, og jeg har aldrig mødt nogen tegneserie skaber med det mål, at skulle blive deres nye bedste ven. Med dem jeg betragter som nære venner er det noget som er kommet langsomt over flere år, selvom der også er nogen man har klikket med straks. Selvom firma aspektet måske er en lidt mærkelig måde at betragte sådanne messe venskaber på, har det forhåbentlig givet folk en ide om, hvor dybt mit venskab med personerne i min 500+ personers bekendtskabskreds stikker.
Hvordan er det så lykkedes mig, at få sådan en stor, og stadigvæk voksende, bekendtskabskreds? Her er der et væld af forskellige faktorer som har spillet ind, hvilket jeg vil prøve at beskrive efter bedste evne. En faktor er helt klart, at da jeg var af sted første gang i 1993 var det ikke så almindeligt, at der kom så mange udlændinge til San Diego messen (det har siden ændret sig en del…), da det mest af alt var en lokal messe. Selvom jeg aldrig har brugt Danmarks kortet bevidst, med undtagelse af en enkelt gang sidste år, har jeg dog slæbt danske tegneserier med til signeringer, hvor der så ofte er blevet spurgt ind til, hvor de var udgivet, da de kunne se at det ikke var en amerikansk udgave. Det har tit virket som en icebreaker, og især i de tidlige år blev der meget tit spurgt ind til om jeg så kendte Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg, hvilket jeg rent tilfældigvis gjorde. Det ville have virket lidt søgt i mit perspektiv, hvis jeg omvendt var gået rundt og sagt ”jeg er fra Danmark” til alle og enhver, med en forventning om at blive særbehandlet. Det skal dog nævnes, at folk generelt var lidt imponeret/forbavset over, at jeg kom så langt væk fra, og specielt når det gik op for dem, at jeg kun var taget af sted for at være på messe og intet andet! Det dannede grundlag for en masse interessante diskussioner og kontakter til en masse folk. Når det er sagt, så ligner min første messe deltagelse sikkert også mange andres, i den forstand, at jeg syntes det kunne være cool, at møde nogle af de tegneserie skabere, der skrev og tegnede de serier jeg hyggede mig med at læse. Ligesom andre læsere/fans havde jeg et ønske om at få den pågældende tegneserie signeret, og med lidt held en tegning med i købet, samt en mulighed for at komplimenterer det de havde skrevet/tegnet.
En anden væsentlig faktor var, at der i de første 7-8 år jeg var i San Diego, blev afholdt en Comic Book Expo før selve messen startede. Her mødtes forretninger og forlag over en 2-3 dage inden den almindelige messe åbnede. Ud over at få nyheder om kommende udgivelser, fik jeg også mulighed for at mødes med en masse tegneserieforhandlere, og en hulens masse redaktører og marketingsfolk, hvilket gør at jeg i dag kender en hel del redaktører hos alle de største forlag. Mit udgangspunkt har altid været at møde og tale med interessante mennesker, og ikke kun for alt i verden prøve at komme i kontakt med den såkaldte ”stjerne”. Jeg har aldrig helt forstået alle de folk/fans, der står og råber og hujer efter deres idoler. Jeg har svært ved at se, hvordan de ville forholde sig og/eller sige, hvis det rent faktisk skulle lykkes dem at komme på tomandshånd med deres idol, når de har, et sådant hysterisk indgangsvinkel til personen. Min pointe er, hvorfor begrænse sig til at prøve at møde de forfattere og tegnere der var til stede, når man nu befandt sig et sted og i et forum, hvor alle er tegneserie fans i en eller anden form. I stedet snakkede og diskuterede jeg med alle mulige folk, det medie som jeg nu engang har sådan et forkærlighed for.
I forlængelse af det kan jeg som eksempel nævne, at da jeg var i New York for første gang i 1995, var jeg på besøg hos både Marvel og DC pga. de redaktører jeg kender. Der er dog ikke det store at se, da det som udgangspunkt bare er ganske almindelige kontorer med lidt ekstra tegneserie kunst hængende på væggene. Derimod er Pixar’s bygning noget mere interessant og imponerende (med bl.a. 3 barer), som jeg havde en mulighed for at se i 2008, hvor jeg var i San Francisco. Selvom min kammerat viste mig en del mere end man normalt får lov til, var der stadigvæk en del områder som var adgang forbudt. Bl.a. kunne han ikke vise mig sit eget kontor, da han arbejdede med historiedelen af filmene og derfor arbejdede på projekter der endnu ikke var annonceret. Da jeg 2 år tidligere var i San Francisco havde jeg ikke nået at komme forbi Pixar, men i stedet haft mulighed for at besøge Joe Field og hans Flying Colors tegneseriebutik, samt gå ud og spise med ham og hans familie, som jeg havde lært at kende under Expo’en i San Diego. Begge gange jeg var i San Francisco boede jeg hos Jeff Smiths tidligere assistent, som jeg havde lært at kende da jeg mødte Jeff første gang i 1993. Selv efter han stoppede som hans assistent holdt vi kontakten ved lige, og han så det som det meste naturlige at jeg skulle bo hos ham når jeg var i San Francisco. Det var absolut en fordel med en lokal guide, specielt første gang jeg var der.
Expo’en var også det sted, hvor jeg første gang var med til et af de talrige sociale arrangementer, som der ofte er i forbindelse med messer. Det var helt sikkert ved disse arrangementer, at den berømte snebold effekt slog igennem. Hvordan jeg fik den første snebold til at rulle skal jeg ikke gøre mig klog på – held, tilfældigheder? Men det er igen tilbage til, at jeg hygger mig i andres folks selskab, og det at jeg har en oprigtig interesse for tegneserier (og ikke prøver at få de diverse redaktører til at se på mit manuskript til den perfekte Batman historie), har sikkert skinnet igennem når jeg har været til disse arrangementer. Den ukendte, men sympatiske person du snakker med i dag, er måske morgendagens nye stjerne. Det andet år jeg var af sted (1994), var jeg til noget arrangement for et nyt forlag/imprint (kan ikke lige huske hvilket), og stod i en lang kø for at få noget af drikke. Ved siden af mig stod der en skaldet fyr, der ligesom mig var 1½ lort høj, og da køen tog sin tid stod vi og små sludrede lidt, bl.a. om hvor tørstige vi begge var. Til det kommenterede jeg, at jeg var så tørstig, at jeg kunne patte en død kloak rotte. Hans svar var; virkelig? Til hvilket jeg svarede; skaf mig en og jeg skal bevise det for dig (hvilket jeg var ret sikker på at slippe af sted med at påstå, da arrangementet foregik på øverste etage af et hotel). Han betalte efterfølgende min drink. Vi har mødtes næsten hvert år herefter, og i 1998 fortalte han mig om en ny serie han skulle skrive for Vertigo, som stod til at udkomme i løbet af et halvt års tid. Det handlede om en fyr, der rendte rundt med en kuffert indeholdende en pistol og nogle kugler der ikke kunne spores. Jeg spurgte om han ikke mente, at det kunne blive lidt ensformigt i længden, både for ham selv og læserne. Det mente han ikke, og det må man sige at han fik ret i! Jeg lavede et interview med ham og Tim Bradstreet i 2002, som desværre aldrig har været udgivet i noget dansk magasin, men som tilbage i 2008 blev publiceret i den engelske version her
Som person er jeg en af dem der altid køber deluxe udgaven, eller den udvidede udgave, og elsker alt det ekstra der ofte følger med DVD udgivelser, og jeg betragter min messedeltagelse lidt på samme måde. En mulighed for at møde folk som laver tegneserierne, få et lille kig bag kulissen, og en mulighed for at få en større forståelse af skabelsesprocessen. Som en af de redaktører jeg kender altid ynder at sige ”jeg ved hvor alle ligene er begravet”, og det gør ham! Jeg er slet ikke i tvivl om, at han har været med til en del put i hul fester, og stået og skovlet jord. Dette er på ingen måde nødvendig viden, for at kunne nyde det at læse tegneserier, men det har givet mig en ekstra dimension. Dette er også en af grundene til, at jeg hygger mig med at hjælpe nogle af mine venner med at sætte deres bod op på diverse messer, da det lidt er som at komme backstage til et underholdningsevent som en tegneseriemesse også er. Det har også været interessant, at følge den udvikling som en messe som San Diego har gennemgået, med den store Hollywood interesse og tilstedeværelse i de seneste år. Da jeg til Eisner Award uddelingen i 2008 sad og så Samuel L. Jackson uddele nogle priser syntes jeg det var ganske cool, at man havde fået en så stor Hollywood stjerne til dette. At han så var der for at reklamerer for Spirit filmen, må man så bare se bort fra – jeg er sikker på at Will Eisner stadigvæk roterer i sin grav. Nogle af mine venner havde efterfølgende snakket med ham backstage, og hvor man skulle tro, at de ville prøve at få kontakt til nogle film folk via ham, som eventuelt vil lave film eller tv-serie baseret på deres tegneserier var det lige omvendt. Samuel L. Jackson (som er stor tegneserie fan hvis nogle skulle være i tvivl), prøvede at få dem overbevidst om, at når den serie min kammerat skrev, blev filmet, ville han utrolig gerne have en rolle, da han var stor fan af serien. Selvom det stadigvæk nok er tegneseriebranchen der er underlagt Hollywood, så er vi kommet et langt stykke, og det er nogle spændende år vi går i møde.
En heller ikke uvæsentlig faktor er, at jeg altid har været tilmeldt som presse (samt i de senere år også udstiller), og har derigennem bl.a. lært en del af dem som arrangerer messerne at kende. En af grundene til det er, at jeg altid sender kopier (nu Internet links) af de artikler og interviews jeg lavede om deres messe, så de ikke selv skulle lede efter dem, og samtidig udbygge den personlige kontakt. De fornævnte interviews har helt klart også udvidet min bekendtskabskreds, da det har givet mig mulighed for at snakke med folk mere indgående, samt stille de spørgsmål jeg ikke mente, jeg selv havde fået svar på ved andre interviews med dem. Jeg har altid for største delens fald fundet interviews interessante, så da jeg selv fik mulighed for at lave nogle blev det udnyttet maksimalt, og jeg lavede 2-3 stykker hver gang jeg tog på messe. Da jeg efter en 10 års tid havde rundet de fleste af dem jeg ville interviewe stoppede jeg, da jeg også følte mig en smule udbrændt. Jeg har altid renskrevet mine interviews på engelsk inden jeg oversatte dem, for på den måde at give personen jeg interviewede en mulighed for at korrigerer eventuelle misforståelser. På trods af at det krævede en hel del arbejde, ville jeg aldrig have været det foruden, da det som nævnt skabte en masse kontakter. Havde jeg ikke lavet interviews med Neil Gaiman & Dave McKean, ville jeg ikke have haft den kontaktinfo og goodwill, som gjorde at jeg kunne hjælpe Det Kulørte Bibliotek og Fantask med at få dem til landet for første gang tilbage i 1998. Da en af mine venner har en hjemmeside om tegneserier (sammen med nogle andre forstås), spurgte jeg for et par år siden om hun ville udgive mine interviews, hvilket hun takke ja til. Jeg har altid tænkt, at det kunne være meget rart at de også fandtes tilgængelig på engelsk, samt det faktum, at et par af dem aldrig havde været bragt nogen steder, og derved ville kunne læses for første gang. Her er et af de seneste med Herb Trimpe, som aldrig tidligere har været bragt nogen steder. Læs det her
Som afslutning vil jeg lige nævne den faktor, jeg tror, har haft den største effekt, nemlig at jeg tog til den samme messe år efter år. Den kontinuitet, man skaber ved at man mødes med en stor del af de samme mennesker hvert år, samt at jeg (forhåbentlig) har været høflig og imødekommende har spillet en væsentlig faktor. Da situationen fan/idol som udgangspunkt er lidt akavet til at begynde med, er lange signerings køer ikke ligefrem grobund for venskaber, men det kan være en spæd start. Det at jeg kom tilbage år efter år, har trods alt gjort, at jeg også har lært en del at kende på den måde. Som tidligere nævnte kan der gå år inden man har en mulighed for at lave noget af mere privat art med de folk man har lært at kende på messerne, da messerne også fungerer som professionelt netværk, og mange derfor er optaget af forretningsmøder og middage, når de ikke lige skulle møde deres fans. Her har den danske messe Komiks.dk for mit vedkommende været rigtig fed, da jeg her har kunnet tilbringe noget mere tid sammen med de af gæsterne jeg kendte i forvejen, da de brugte tiden som turister når de ikke lige var på messen. Her har jeg også haft en chance for at vise dem lidt af Danmark, og for nogle af dem gengælde den gæstfrihed de eller andre har vist mig når jeg er i USA. Bl.a. gæster som Jeff Smith, Steve Bissette, Marv Wolfman og deres bedre halvdele, havde jeg nogle rigtig hyggelige dage sammen med da de var til Komiks.dk. Min erfaring har også været, at man har endnu mere til fælles end man først troede, når man har haft mulighed for at snakke mere sammen, samt opleve noget sammen koncentreret over flere dage. I 2008 var jeg selv med til at få inviteret Douglas Wheatley til messen. Vi havde kun mødtes et par gange tidligere, men havde nogle fede dage i København, som viste sig fra sin bedste side med solskin og temperaturer op til 30 grader. Ganske usædvanligt for en maj måned. Det er også en af grundene til at jeg i år hjalp tegneseriebutikken Fantask og forlaget Fahrenheit med at invitere Kevin O’Neill. Har tidligere mødt ham ved et par lejligheder, men bare en af de gange jeg har talt med ham pr. tlf., har jeg fået snakket mere med ham end de 3 foregående møder qua endeløse signerings køer. Da vi har en del fælles bekendte, ser jeg frem til at tilbringe noget mere tid sammen med ham i København til maj, og forhåbentlige vise ham lidt af byen. Her ser jeg også frem til at møde en masse fra Seriejournalens forum. Så mød talstærkt op!