Når jeg sidder her mandag efter at have været på messe i 3 dage i Orlando, Florida (MegaCon), er det med en rigtig god følelse i kroppen. Ud over det faktum, at det er behageligt at befinde sig i et 25 graders klima i midten af februar måned, så er MegaCon bare en rigtig hyggelig messe. I senere år er mængden af film/tv personer på tegneseriemesser steget voldsomt, med San Diego messen som det mest åbenlyse eksempel. MegaCon har haft en stor andel af film/tv personer som gæster i mange år, men de har en separat del af messen reserveret til dem, hvor man kan møde dem, og vigtigst af alt så tager de ikke fokus fra tegneseriedelen. MegaCon dette år havde som tidligere år en god varieret gæsteliste, med både nye og rutineret navne, samt en meget stor Artist Alley, hvor det var muligt at møde en stor variation af kunstnere.
Stan Lee var for andet år i træk hovednavnet, og tiltrak masser af fans, som kunne få både signeret deres tegneserier af ”The Man”, samt få taget et billede sammen med ham. Jeg nøjedes selv med at få nogle tegneserier signeret, og trykke Stan i hånden. Selvom Stan Lee er blevet en ældre herre, var han ikke den ældste gæst, da 91 årige Nick Cardy slog ham med 2 år. Nick Cardy er bedst kendt for sin tid på bl.a. Aquaman og den oprindelige Teen Titans serie, samt hans lange periode som DC’s foretrukne forside tegner. Nick Cardy mente dog, at denne messe nok ville blive den sidste han ville tage på. Ud over de førnævnte gæster, kunne man også møde Amanda Conner, Darwyn Cooke, Jimmy Palmiotti, Tim Sale, Greg Capullo, J. Scott Campbell, Bill Sienkiewicz (som glædede sig til at komme til Danmark), Paul Gulacy, Dan Jurgens og mange flere.
Støtte organisationen H.E.R.O. Initiative havde også en bod på messen, hvor deres store trækplaster var George Perez. Jeg var heldig nok til at vinde en tegning af George Perez, som jeg donerede $100,- til H.E.R.O. for.
Noget af det jeg nyder ved disse messer er at møde og snakke med gode venner, og spise nogle gode måltider samtidigt. Double Tree hotellet var endnu engang det hotel gæsterne boede på, og hvor baren blev flittigt brugt hver dag efter messen lukkede ned. Her spenderede jeg 4 aftener i træk og det blev hen af 2-3 tiden nogle gange – men hyggeligt var det! Lørdag aften deltog jeg i den årlige minigolf turnering, som jeg har med arrangøren af Baltimore Comic-Con Marc Nathan og nogle af hans folk og venner af messen. Resultatet af konkurrencen ukendt? Søndag aften er det blevet en tradition at jeg spiser sammen med nogle af mine rigtig gode venner, og vi havde en super hyggelig aften, på trods af en komplet uduelig tjener det sted vi spiste. Den blev næsten 3 inden jeg kom i seng….
Men tegneserier er jo et visuelt medie, så nok sludder fra mig. Her er en hel masse billeder fra messen!