Home / Anmeldelser / Anmeldelse: Edenas verden – Boxsæt med seks titler

Anmeldelse: Edenas verden – Boxsæt med seks titler

edenaboxEnkelte derude må være på min alder, eller ældre, og kan sikkert huske den britiske tv-serie, Månebase Alpha, der blev vist på DR midt i 70’erne. Jeg husker især, at jeg blev overvældet af alt det anderledes, det fremmede anderledes, og var flere gange overbevist om, at sådan måtte der se ud på andre planeter. De visuelle indtryk blev siddende, og selv den dag i dag, kan min indre skærm genskabe enkelte billeder.

Et gensyn kan serien med garanti ikke klare, og de få klip jeg har set, der hvor alt efterhånden kan findes, Youtube, er så jammerlige, at jeg ikke ser længe.
Moebius, hvad har han med denne tv-serie at gøre? Ikke meget, faktisk næsten forsvindende lidt andet end de indtryk, jeg indledte med.
Uagtet at science fiction kom til at betyde en del for mine barneøjne, for jeg blev endnu mere visuelt og følelsesmæssigt påvirket af filmmagerne Lucas og Scott, og de fremtidsbilleder de gavmildt gav mig, så har jeg aldrig rigtig været moden nok, eller nysgerrig nok, til at omfavne genren som tegneserie.
Jeg har da skimmet, bladret lidt og læst lidt mere, men aldrig sådan for alvor dykket ind og ned i mosen. Det var alt for ukonkret, og især alt for voldsomt for en som mig. Der var simpelthen for mange brikker i puslespillet, og jeg vendte snarere tilbage til de universer og figurer jeg kendte, eller kendte til.
Det er vel et par år siden, at en nær ven og ekstrem tegneseriekyndig person tog mig i lære og fortalte, at nu var det på tide, at jeg forlod det vante, og sammen med ham begive mig ud i det, som tegneserien også er. I dag er jeg stor tak skyldig, for han så ret dengang. Og det har sidenhen betydet markant meget for min lyst og imødekommenhed overfor tegneserien som kunstart. Og denne lidt kringlende omvej, blot for at komme til manden bag boxen, Moebius.
Jeg har læst boxsættet sammen med min yngste datter, Clara. Vi har sammen ligget med de seks lilla bøger, og begyndte med bog 0, Reparatørene,(sådan staves det på bogens ryg, en spøjs lille skønhedsplet) og endte med bog seks, Sra. Det har taget os en rum tid, men har været fantastisk. Igennem hendes små endnu ikke voksenøjne så hun andre ting end jeg, og spurgte troskyldigt og ofte ind til universet, som åbenbarede sig for vores øjne. Hun ser farver og figurer. Jeg forsøger at se sammenhænge og logistik. Og vores fælles læseprojekt blev, for mig, et herligt visuelt virvar krydret med en sælsom følelse af, at jeg endnu engang var vidne til, at alt det jeg kendte og genkendte, at det endnu engang kan rokkes ved. Og det er godt og sundt.
Boxsættet består af 6 hardbackbøger, der hver især, med lidt god vilje, kan læses som et enkelt værk. Men nu ER bøgerne samlet, og boxsættet bør ses som et samlet gode. Sidetallet varierer, i en af bøgerne, 0’eren, er der stort set ingen tekst, kun illustrationer, hvorimod bog tre, Gudinden, har anderledes mere tekst i form af især dialog, de visuelle rammer er er brudte, der er intet fast kodeks over hvor mange ruder, der er på hver side, eller hvor store de skal være. Det er, samlet set, som med Major Grubert, tre bøger i alt, boxsættet, som Faraos Cigarer udgav for et par måneder siden, en kærlig visuel oplevelse. Her, en samlet rejse for to rejsende, Stel og Atan, der igennem bøgerne udvikler sig fra at være rene kønsløse individer, til at være mere fyldte personligheder som mand og kvinde, med fragmenter af de problemstillinger, som det moderne menneske også udsættes for. Samlet og populært kan man kalde Edenas verden for en slags farverig genesis, om end det nok er en kende for søgt, trods alt. For selvfølgelig er der, netop fordi der jo ikke overordnet er en fast fremadrettet rammefortælling, et væld af mysterier, der ikke umiddelbart lader sig løse. Og det er både værkets styrke og egentlige svaghed.
Men SKAL kunst forstås og forklares. Skal det ikke blot være en oplevelse, uden hverken direkte eller indirekte tænkevirksomhed. Kruseduller tilfældigt sat i system uden overordnet eller bevidst mening, skal ikke nødvendigvis klassificeres, rubriceres eller pilles navle i. Edenas verden har delt mange feinschmeckere med tegneseriefokus, og superlativerne er mange, både de barske til de smukke og ophøjede.
Boxsættet koster 898,- kroner, og det er bestemt en endda meget rimelig pris for et af, tør jeg godt hævde, endnu en milepæl i europæisk tegneseriekunst.
Nej, kan man lakonisk hævde. Det er dyrt, alt for dyrt, og hvad skal man med en boks, hvad skal man med en mærkværdigt, næsten usammenhængende og en i bedste fald ganske forvirrende fortælling om to piloter, hvad er det med farverne for de ødelægger da, og hvorfor spilder forlaget deres tid, og vores med, samt vores penge, med at udgive sådan noget, som blot er drømme, et narkotisk syretrip eller et opkast af bizarre vrangbilleder?
Fordi, vil jeg så hævde, at det er slet slet ikke dyrt. Hele 6 fantastiske hardbackbøger, der isoleret set kan læses, nydes, indtages (vælg selv) samlet eller delt op. Tværtimod er der tale om en investering på flere forskellige plan. Dels er der, er jeg ret sikker på, tale om en relativt begrænset oplag, da Moebius, indrømmet, er lidt svært tilgængeligt. Dels er der tale om et næsten unikt samlerværk, da to af bøgerne ikke tidligere er udgivet på dansk, hvori i bog # 1, Stjernerejsen, er flere siders ‘forklaring’, eller forsøg på forklaring. Dels er der ikke tale om hverken forvirring eller usammenhængende fortælling, med mindre man vil have det helt bastante lineære, for sådan er det jo ikke med Moebius. Der ER tale om noget andet, noget drømmende, måske for at blive i det ophøjede, måske ER der tale om rene eksperimenter, men så er det jo endnu mere påkrævet, at også dette værk skal være en i hænde. Hvem ville ikke gerne, i dag, eje kruseduller eller tankespind på papir fra de store afdøde kunstnere, og er eksperimenterne ikke blot med at danne et samlet billede af en stor, meget stor, kunstner. Og at der er så ekstrem stor spændvidde mellem de ondt udseende, men noget karakterløse pifpaffer, og de nærmest minutiøst tegnede indianere og landskaber, når Moebius’ alter ego, Jean Giraud, satte sig i westernmode.
Spøjst med farver, egentlig. Alting bliver ikke bedre, for nu lige at vende tilbage til første boxsæt, Major Grubert, hvis man farvelægger eller ej. Alting bliver bare anderledes. Et er, og det er nok rigtigt, så kan farvelægninger være så voldsomme, så fyldige og så bastante, at de reelt smadrer selve tegningen, stregen, sirlig eller grov eller midt imellem. Noget andet er, og det MÅ også være rigtigt, så bidrager farverne også til at forstærke indtryk. Min datter var eksempelvis ekstremt fascineret af den enorme blå pyramide i bog # 1, Stjernerejsen, og den samme overraskelse, læseoplevelse, for man kan også ‘læse’ tegninger, kunne hun næppe få, om værket blot havde været i sort og hvidt. Nok om farver, blot et sidespring.
Samlet set er der tale om endnu et mesterligt værk, til bristepunktet fuld af noget uvant, et farverigt pastiche med både en rød tråd og en satans masse drillende løse ender. Prisen i den tunge ende, om end man jo får samfulde seks bøger, foruden den iøjnefaldende box.
Ingen af bøgerne skiller sig markant ud, og som sådan at foretrække fremfor en af de andre, men jeg vil alligevel specifikt fremhæve bog # 1, Stjernerejsen.
Den er sine steder ganske smuk, helt nede på jorden, især i passagen hvor Stel møder barnet Stel, der har problemer med sin ubåd. Det er nærvær, og min datter relaterede big time. Jeg med.
Der er næppe nogen tvivl om, at Faraos har gjort en dygtig forretning ved at indgå aftale om en samlet Moebiusudgivelse. Måske har de ikke haft noget alternativ, andet end ikke at udgive det? I don’t know. Tilbage står endnu en sublim udgivelse, lækre hardbacks, og endnu et stort samlet kik og kick fra sidelinjen. Moderne klassikske værker, lader det til, får hos Faraos en flot ramme og en endnu lækrere rampe, og det er med interesse og nysgerrighed, at Facebookfangruppen (kan man kalde den det?) læser, hvilke kommende udgivelser, som det ambitiøse forlag barsler med.
Jeg var i butikken en travl solskinsdag, hvor der var kasser, personale og et hav af kunder. Rigtig meget virak var der om et andet boxsæt, som just havde set dagens lys, Don Rosas samlede værker, og det var der opmærksomheden var størst. Men det der skinnede, stod ud og gjorde sig til på en lille men ret insisterende måde, var alligevel den store lilla box, Så der, side om side, næsten, var håndværkeren og kunstneren i hver deres præsentable box. Jeg tror dog, at Moebius’ holdbarhed rækker længere, ikke nødvendigvis bedre sælgende, nej, men at i årene der kommer, vil en samlet Moebius være at foretrække fremfor vennerne fra Andeby. Fordi der, alt andet lige, i netop Moebius’ univers, er spækket med blivende indtryk.
På samme måde som med månebasen dengang i min barndom..

Serie:
Edenas verden boxsæt

Udkom på dansk:
Friday, May 16, 2014

Tegner: Moebius
Forfatter: Moebius

Original Sprog: fransk

Oversætter: Ole Steen Hansen

Tryk: Farver
Antal sider: Det varierer fra bog til bog

Indbinding: Hardcover og i kassette

ISBN: 978-87-92808-81-3

Pris: Vejl. udsalgspris med moms 898 kr