Det er faktisk lidt vildt.
Jeg voksede op med Fantomet, Kiowa-høvdingen, anden, reporteren, Fart og Tempo’erne, Seriemagasinet, Dracula, Gru, Casanova Johnny, Eric Hedspore og i hundredvis af andre, og jeg har vel set bare babser, slagsmål, grov vold, gys og gru i et væk i mine vigtige år fra barn til voksen.
Og det var fedt.
Jeg har også læst Asterix, og det slog mig forleden, at der jo er pissemeget vold i den serie. Og at jeg på seminariet i mit sidste eksamensfag skulle tale om vold i tegneserier. Her kom jeg helt naturligt ind på den ’sjove’ vold i Asterix, og måtte anlægge et modent løgnagtigt synspunkt, at jeg godt kunne være en kende skeptisk overfor netop denne skjulte vold.
Selvfølgelig mente jeg ikke en skid af det jeg høvlede af…
Men der gives godt nok tæv i albummene. Stakkels romere.
Nå – Denne anmeldelse bliver kort, for du kan såmænd bare gå ind på Den store Asterix I og læse om ekstramaterialet dér. For det samme gør sig herligt gældende også i II’eren. Vildt i grunden, for der er blæret meget.
Historierne så. Hvad med dem?
Jo. II’eren indeholder følgende album: Asterix og goterne plus Asterix som gladiator.
I det første album drager vores herlige medicinmand afsted til den årlige druidekåringsfest. Løjer skal der være, og priser at vinde. Men Miraculix bliver fanget.
I det andet album er der også en tilfangetagelse på spil. Hvor, af yderst gode grunde, det er vigtigt af få Miraculix tilbage, så er barden Trubadurix, som det går ud over (de er dumme, de romere), nok lettere at undvære. Men sådan skal det ikke være. Asterix, som den første, og flere med, ser rødt og så er der atter lagt i kakkelovnen.
Jeg antager, at du kan dine gallere og at jeg derfor ikke behøver trætte dig unødigt med handlingen.
Sproget til gengæld – sproget er altid interessant, og vel, set fra et voksent synspunkt, det absolutte sted at slå ned på. For det er dén der underfundige, nogle gange dobbelttydede, betydning i både proprier og sætninger der gør, at man er underholdt gevaldigt langt ud over det almindelige.
Når Trubadurix fornærmet går i skoven for at spille og synge, så får han lige en sviner med af Asterix, og herligt politisk ukorrekt mobber de ham. For satan da. Det er vildt sjovt.
Lige en detalje om de der mange siders ekstramateriale. Det kan jeg vist lige nå inden jeg hælder 6 stjerner ned i trylledrikken. Læg vel mærke til hvor meget tekst der ledsager billederne i ekstraguffet. Om det er kåringer af barder, chauvinismen i Asterix, påklædningen, whatever…
Så har redaktionen tænkt på det. Imponerende sgu.
Forsiderne på Asterixalbummene skal bestemt nævnes. Læg mærke til skyggerne i Goterne, og Obelix’ cirkelknytnæveslag som kommer. Og hvad gladiatoralbummet angår, så synes jeg faktisk, at forsiden er grim. Der er for meget på den. Den er blevet for tung. Men når man så læser kampscenerne inde i albummet, der i arenaerne, så ser alt bare så legende og tilpasset ud. Ja, jeg ved sgu ikke hvad jeg vil sige med dette…
For hvad pokker skal man skrive? Disse to første Coboltbehandlinger af Asterix vidner om overskud, topkvalitet og jeg har dags dato ikke oplevet så meget ’value for money’, som her i disse to album.
Seks stjerner, og det er det.
Titel: Den store Asterix II
Skrevet af: René Goscinny
Illustrationer: Albert Uderzo
Oversættelse af de to album: Per Då
Øvrig oversættelse: Ole Steen Hansen samt Francois-Eric Grodin
Format: 160 sider i farver, indbundet, 24 x 32 cm
Pris: 348,-
Isbn: 978-87-70857-93-2
