Home / Anmeldelser / Uden bedømmelse

Uden bedømmelse

Karla Karlsdatter

Mød lige Karla. Hun er ny i klassen og det er slet ikke så ringe. Titlen er ’Den eventyrlige globetrotter og kostebinderske Karla Karlsdatter’. Forlaget bag er Desahjn og gutten, som under udmattende omstændigheder har skabt Karla, han hedder Thomas H. Nøhr.

Et tegnet eventyr på en 50 sider eller deromkring, som leger kærligt med eventyrgenren. Kærligt også med farverne, for selv om de er holdt brunrøde og mørkeblå, så er det langt fra en dyster og grum beretning. Det skyldes dels den i sproget liggende humor, hvor der harkes små finurligheder afsted, og så er Karla skam også en veldrejet moderne handlekraftig kvinde, som hverken lader sig binde af eventyrets rammer, liderlige brødre og andre skumle typer, alt holdt i en herlig ekspressiv streg.

Let og morsomt farer hun afsted, og man fornemmer klart to ting: Dels er der ikke nogen større eller stram komposition, der holder historien i gang, men timerne i et døgn, og at Karlas genvordigheder hurtigt bliver sådan lige småligegyldige. Fair nok, og fortællingen ophører også uden videre. Som et led i den globale 24-timers tegneseriemarathon er den, og tidens brutale tællen ned og den stigende træthed gør, at både det rent visuelle hakker lidt til sidst, og at især teksten og dens finurligheder volder kvaler.

Et fint bidrag, dog, som understreger, at Nøhrs talent er til stede.

Men mon ikke Karlapigen bedst står sig som en slags reklame og et visuelt CV fra Thomas’ side, en gimmick til nysgerrige og potentielle kunder.

Faktisk noget rigtigt smart, og jeg ville elske at der var flere, som gjorde i den slags, og helst på tryk. Jeg får ikke en hel Thomas H. Nøhr ind i knolden, men bestemt en idé om hvad han kan og gør godt. Var jeg forfatter ville jeg bestemt smide et manuskript afsted, og så se hvordan Nøhr gør.

Hele molevitten om Karla, som reelt er to forskellige historier, er altså et udspring af den årlige Tegneseriemarathon, hvor de implicerede tegnere og forfattere har en tidsramme at holde sig inde for.
Sidst i softcoverhæftet ser man Nøhrs oversigt til hans bidrag 2018, samtidig med at der fortælles lidt om marathontanken og konceptet.

Et koncept jeg holder af, da man er nøgen som kunstner, underforstået, at alle de der små overspringshandlinger, alt det der ditten og datten, det er der slet ikke tid til, eller overskud til. Jeg er overbevist om, at man sagtens kan skabe kunst, og også stor kunst, under pres. Og sådan en 24 timers sag, den trækker tænder men viser også, om det der skabes, er varm luft eller gods med perspektiv i.

Karla kan jeg lide, men det ville være fjollet at give karakter. Det er en lille happy sag, og ikke meget mere end det. Et hæfte som er uundværligt for samleren og kompletisten, og ellers ret ligegyldig.

Hov, jeg glemmer næsten. I og med at flere og flere har kvaler med at læse, så hjælper kursiv bestemt ikke. Jeg ser så skarpt og klart som en muldvarp, og kursiv på en lysebrun baggrund, er ikke helt optimalt.

Titel: Karla Karlsdatter
Tekst og tegninger: Thomas H. Nøhr
Format: 60 sider, softcover, hæftet
Pris: 100,-
Isbn: 978-87-9711224-2-7