Smilende og sammen med sin kat Sveske tager Morten Søndergård imod i sin lejlighed på Frederiksberg. Personligt er jeg vant til at se ham bag disken i tegneseriebutikken Fantask. Det er rart at konstatere at der faktisk befinder sig et par fødder nedenunder den smilende Morten Søndergård.
Alle burde have en 140 kvm. lejlighed, griner Morten… og vi får sat os til rette i to lænestole; sofaen er optaget af en bundfilterpumpe. Jeg er ved at reetablere mit akvarie, så jeg lånte den der af en ven, forklarer Morten.
Interpresses forhenværende redaktør Henning Kure og jeg kendte hinanden i forvejen, og Henning vidste at jeg kendte Marveluniverset ud og ind. Så da Interpresse i 1984 havde overtaget rettighederne til Marvel i Danmark, var det meget naturligt at jeg blev redaktør. Indtil da havde forlaget Williams udgivet Marvel-blade i Danmark, og deres behandling af materialet var lige til at få dårlige nerver af… f.eks vendte superhelten Den Sorte Kat tilbage fra de døde, endnu før hun var blevet dræbt, de havde absolut ingen fornemmelse for serierne. Henning Kure og jeg ryddede op i Marvel-universet, og fik det til at hænge sammen. På det tidspunkt udgav vi et Marvel-blad om ugen, og fik udgivet en masse store hæfter, der ligesom samlede trådene op. Det var en fed periode for superhelte, John Byrne var lige begyndt på Projekt X, og Frank Miller havde gjort fantastiske ting med Dæmonen – 80’erne bragte superhelte ovenpå efter 70’ernes dødvande, fortæller Morten.
Dette var den periode undertegnede sprang med på vognen, og ganske lod sig indhylle i Marvel-universet, blot for sener at konstatere at de danske blade ikke nødvendigvis stemte overens med de amerikanske.
Jeg laver jo en dansk version af Marvel. Jeg skriver teksten og dialogen om, så den passer til den danske udgave. Engang imellem refererer den amerikanske udgave til historier eller blade, som ikke udkommer på dansk, så laver jeg det om, så det passer med de ting der sker i de danske blade. Heldigvis er en standard superhelte historie så fleksibel, at man kan ændre på den efter behag, det er lidt sværere med en mere gennemarbejdet historie, som nu f.eks. Frank Millers Dæmonen. I USA laver de hver sommer en stor crossover, en historie der løber i flere af deres titler, og meget af det materiale skærer vi simpelt hen væk, det kan sagtens lade sig gøre uden at det efterlader huller i historien. Selvom der er visse episoder af Projekt X, jeg helst havde været foruden, de er simpelt hen dårligt tegnede, men de var desværre nødvendige for kontinuiteten, forklarer Morten.
Hvem bekymrer sig om kontinuiteten tænker undertegnede, men indskyder istedet om Marvel ikke grundlæggende er noget lort?
Nej det synes jeg ikke man kan kalde det. Man skal huske på at der lige nu er nogle 12-13 årige, der synes at disse tegneserier er det bedste i verden, og det skal man respektere. Marvel-universet er jo meget filtret og indviklet, helte og skurke vender hele tiden tilbage fra de døde, og når der kommer en ny tegner eller forfatter på, så viser den historie, der det sidste halve år har optaget læserne, sig blot at være en drøm. Det kan der komme en masse gode ting ud af, eller ind imellem nogle virkeligt tåbelige ting. Superhelteserier skal give en illusion af udvikling, uden at der egentlig sker noget. Historierne gentager sig ca. hvert 7. år, for så er der kommet nye læsere til, og for dem er det første gang at Edderkoppen møder sig selv. Det er ligesom et stort skakspil med en masse gambitter og træk, og så hvert 7. år begyndes der forfra. Det er tegneseriernes soap opera, og det er det der er charmen ved superhelte, historien uden ende, nærmest buldrer Morten.
I starten af 90’erne blev superhelte mere visuelt brølende, end de havde været i lang tid. Navne som Todd McFarlane og Jim Lee fornyede Marvels visuelle udtryk, inden de gik deres vej og startede deres eget forlag Image.
Det var Jim Lees version af Projekt X, der satte gang i det blad, og fik det til at sælge i Danmark, ingen tvivl om det. Han er jo også meget flot på overfladen, men har ikke helt styr på tegneapparatet… hvis man kigger efter, så tegner han altid figurerne på bestemt måder og i bestemte vinkler. Det går helt galt når han selv skal plotte historien, så kommer der sådan 5-6 sider splashbilleder, hvorefter han kommer i tanke om, at der også skal være noget historie, og fylder siderne med en masse små billeder. Det er en meget flot og imponerende overflade, men der er ingen substans, ligesom MTV – flot billedflade uden indhold. Derimod er to tegnere som Adam og Andy Kubert utroligt dygtige, de har lært noget af deres far (Joe Kubert, red), de kan lave det der vilde layout, og få det til at hænge sammen. John Romita jr. er også en virkelig dygtig grafiker, hans far har også givet ham en god opdragelse. Personligt er jeg dog enormt glad for Sal Buscema, selvom alle andre hader ham, og så ville jeg enormt gerne udgive Barry W. Smiths “Weapon X”, som er en virkelig flot serie, men den vil ikke kunne sælge. Det nummer han lavede af Projekt X, var det der solgte dårligst, konstaterer Morten. Netop dette vil nok undre mange læsere af Marvel-bladenes brevkasse, der til tider har været fyldt af breve, der lovpriste både “Weapon X” og andre lign. serier, der heller ikke er kommet på dansk.
Det er jo især fans, der skriver ind, og det kan give et lidt skævt billed. F.eks. skrev alle ind omkring “Kraven-sagaen” der gik i “Edderkoppen”, og roste den til skyerne og forlangte mere af samme skuffe… de numre af “Edderkoppen” solgte så dårligt, at bladets fremtid så lidt bleg ud. Det er et fåtal af læserne, der også læser de amerikanske blade, men det er disse læsere, der er de mest højrøstede, mener Morten. De aktive brevkassesider og redaktionelle sider er en force for de danske Marvel-blade, og var absolut en af de ting, der i første omgang trak undertegnede til. Superhelte er overvejende for drenge, men forbløffende nok er der de senere år kommet flere piger til.
– Det skyldes jo nok især, at der er nogle stærke kvindelige figurer med i bladene. De stærkeste medlemmer i Projekt X er f.eks. allesammen kvinder, og så tror jeg at pigerne godt kan lide Magneto. Han er jo den her midaldrende mand, med flotte hvide tindinger og kontrol over tingene, det kan de godt lige, fryder Morten sig gnækkende.
Forlaget Interpresse der udgiver dansk Marvel får jævnligt opringninger fra læsere, der har fået den opfattelse, at serierne bliver lavet på redaktionen.
Det er en storartet opfattelse, det er alletiders at de tror vi laver de serier, der udkom i USA for 3 år siden. Det er lidt ærgerligt når de opdager noget andet, ligesom hvis en tryllekunstner afslører sine triks, så er lidt af magien forsvundet. Der var engang en læser, der sendte mig en fotokopi af et amerikansk nummer af Projekt X, så jeg kunne se, hvad der skulle ske i det næste nummer af dansk Projekt X, mindes Morten.
Superskurkene og heltene har til alle dage haft danske navne i de danske superhelteblade, pånær da Strafferen pludselig kom til at hedde Punisher.
Det var noget de ville have i Sverige, Strafferen var ellers et fremragende navn, men sådan skulle det ikke være… heldigvis var serien så kedelig, at den solgte dårligt og blev lukket. Når læserne skriver ind og brokker sig over de danske navne, så har de ofte ikke tænkt på hvad det amerikanske navn betyder, men synes bare at det lyder sejt. Men jeg er af den opfattelse, at når det er et dansk blad, så skal det være danske navne, fastslår Morten.
Hver gang snakken er faldet på superhelte, deres historier og mytologi, har der tændt sig en glødende entusiasme bag Mortens øjne, og ordene er faldet uden besvær, historiernes krinkelkroge af dimensioner og intriger synes fastbrændt i Morten hjerne, og hvad der ikke var plads til der, er hengemt i hans hjerte.
Tegneserier er selvfølgelig mit arbejde, men jeg elsker superhelte. Jeg har dog efterhånden en professionel afstandtagen til serierne, og læser dem mere for at orientere mig om hvad der foregår end for at blive underholdt. Jeg læser da stadig alt hvad John Byrne laver, selvom noget af det er gået lige lovligt hurtigt, så er han stadig en fabelagtig historiefortæller – derimod er Frank Miller blevet lidt prætentiøs på sine gamle dage, siger Morten og trækker på skuldrene.
Da jeg forlader Mortens lejlighed, efter et kort øjeblik at have frådet lidt over hans enorme samling af science fiction bøger, har jeg en rar fornemmelse i maven. Denne fornemmelse stammer ikke kun fra teen, der vil værne godt mod den snigende vinteraften, men også fordi jeg ved, at dansk Marvel vil være i Morten Søndergårds gode hænder de næste mange år, det har han selv sagt.
Jeg redigerer stadig Marvel når jeg er 60 år, efterlønnen er simpelt hen alt for lav, griner Morten, men slutter: jeg vil simpelt hen ikke kunne holde ud, hvis en anden skulle gøre det, så ville jeg sidde og blive irriteret over deres fejl.