Interview med Tobias Enevoldsen: Sidste År Som Makulatoroperatør

Tobias Enevoldsen er albumaktuel med “Sidste år som MakulatorOperatør”, som forlaget Brun Blomst udgiver i slutningen af april op til Komiks.dk festivalen. Albummet er Tobias Enevoldsens albumdebut, men han har tidligere markeret sig med serien “Frosne Skygger” til tegneserien “Kurt Dunder og Kompagni” (2002-2003), mini-hæftet “Wally” (2004) og internettegneserien “Ritt” fra den københavnske valgkamp i 2005. Tobias er uddannet som tegneserietegner på Joe Kubert School of Cartoon and Graphic Art i New Jersey, USA, og sidder til daglig på Tegnestuen Gimle på Nørrebro i København, hvor han bl.a. tegner illustrationer til magasinet “M”. Hans hjemmeside ligger på www.2bias.com. Seriejournalen har taget en snak med Tobias.

Hvorfor har du lavet en tegneserie om en makulatoroperatør? Hvad tænkte du dog på?
Selve hovedpersonens fysiske job som Mauklatoroperatør spiller egentlig ikke den store rolle for tegneserien. Så jeg vil egentlig ikke sige tegneserien handler om en MakulatorOperatør. Blot om en person som har været så uheldig at få et sådan job.

Hvad handler serien om?
Hver gang jeg er blevet stillet det spørgsmål har det været meget svært for mig at svare på det. I den mest basale forstand handler den om en fyr ved navn Sebastian Polk, som under en smule pres/hjælp fra sine forældre får et job som Makulatoroperatør for et stort firma. Her er han ret ensom og udenfor, men begynder efterhånden, mere eller mindre fremtvungen, at passe ind. Men historien er fortalt med meget symbolik, groteske overdrivelser og satire, så den har forhåbentligt fået nogle flere lag.

Hvad eller hvem er satiren rettet imod?
Hvem jeg nu syntes havde fortjent det 🙂
Der er ikke noget politisk satire, det er mest rettet mod virksomheder. Deres opfattelse af de ansatte og deres forsøg på at motivere folk. Men så er der også andre små stikpiller indlagt. Bla. mod diskoteks- kultur/musik og sportsfans.

Musik og sport har jo den åbenlyse fordel fremfor tegneserier, at de ikke kan makuleres. Er du bare imod fysisk aktivitet, eller er det tilskuerrollen og selviscenesættelsen, du synes er latterlig hos musik- og sportsfans?
Nej nej. Jeg har intet mod fysisk aktivitet. Udøver det ikke selv, men dømmer bestemt ikke folk som ikke har bedre ting at give sig til. 😉 Når man ser den scene som gør grin med sportsfans, så tror jeg det giver sig selv hvad jeg syntes er plat. Musikfans laver jeg heller ikke satire på. Jeg har altid elsket musik. Det jeg gør grin med er diskotekskulturen og noget af den musik man kan høre på et sådanne sted. Jeg syntes ikke jeg vil gå mere i detaljer. Så behøver man jo ikke læse tegneserien. Og det vil jeg jo gerne have man gør.

Er hovedpersonen dit alter ego, er der fællestræk i jeres liv, er der selvbiografiske træk?
Jeg håber ikke Sebastian er mit alterego. Han er egentlig ret patetisk, doven og ynkelig. Men der er alligevel en del selvbiografisk i den. Jeg tror ideen og den grundlæggende historie var noget jeg kom på mens jeg i en periode arbejde for et vikarbureau. Jeg havde et job ved i en stor virksomhed ved Roskilde, hvor jeg hovedsageligt stod for at fjerne pap, papir og ikke mindst makuleret papir fra virksomhedens hav af små kopirum. Derudover skulle jeg også fylde op med papir på samme rum og fylde deres kildevands maskiner. Jeg havde ingen anelse om hvad fa”en der foregik på kontorerne. Alt jeg viste var, at jeg gav dem papir og senere hentede det igen i makuleret tilstand. Faktisk var mange af mine jobs fyldt med sådanne surrealistiske elementer. Der var også en gang, hvor jeg stod i et dampende varmt vaskeri, og hadede mit liv, mens der i bedste sovjetisk stil hang en kæmpe plakat foran mig med en glad mand i solskin, som fortalte mig, hvor vigtig netop mit arbejde var for virksomheden. Sådanne vidunderlige oplevelser var meget inspirerende for Sidste år som MakulatorOperatør.

Så hovedpersonen har et arbejdsliv, der ikke interesserer ham, men som understøtter hans fritid. Hvad laver han der? Hvem er hans venner? Hvad er hans drømme?
Tobias Enevoldsen: – Hmm…Det er her de patetiske elementer af hovedpersonen kommer frem. Han laver egentlig ikke noget. Vi ser ham kun læse en bog og se fjernsyn. Jeg er ikke glad for at komme dybere ind på, det da historien er meget et karakterstudie, og jeg syntes det er noget læseren selv skal finde ud af. Der er et element i tegneserien, som bl.a. også ses på forsiden, som spiller en vigtig rolle for Sebastian og spiler en vigtig symbolsk rolle.

Ender albummet godt?
Det må I jo læse jer frem til…

Hvad synes du selv?
Sødsuppe godt!

Hvad har dine inspirationskilder været?
Ja, ud over hvad jeg lige har nævnt har jeg selvfølgelig også hentet inspiration fra den fiktive verden. Tegneserier som Dave Coopers “Suckle” (eller var det “Crumble”!?) og Chris Wares “Jimmy Corrigan, The smartest kid on Earth”. Jeg tror disse kilder er meget synlige. I hvert fald i når jeg læser min bog. Teenage-jeg-har-det-så- dårligt bogen “The Catcher in the Rye” af J.D. Salinger var også en inspiration. Den læste jeg i gymnasiet og faldt nok i kategorien af teenage-angst drenge som er blevet betagede af den bog siden 50erne. Også filmen “The Graduate” var meget inspirerende. Specielt den scene hvor Dustin Hoffmanns figur får en komplet dykkerdragt i fødselsdags gave, og tvinges af sine forældre til at spankulere rundt i den foran sine fødselsdags gæster. Han ender med at sidde mutters alene på bunden af poolen. Et fantasisk wierd øjeblik. Mit håb for Sidste År som MakulatorOperatør, var at kunne lave en historie hvor det hele var som den scene.

Er det lykkedes?
Det vil jeg lader læserne afgøre. Jeg syntes måske ikke helt det lykkedes, men det var også et højt mål.

Hvilken scene i albummet synes du selv bedst om?
De første scener og de sidste i kapitel tre.

Var der nogle ting, der overraskede dig undervejs i arbejdet med serien? Noget, du ikke havde forudset.
Jo…Hvor meget en deadline betyder. Jeg begyndte at tegne serien i 2003 og tog det meget rolig. Jeg havde den tegnet færdig i efteråret 2005 men havde hverken tekstet den eller lagt farve på. Så sagde Torben: “Kan du ikke have den færdig til om 3 uger?”. Det lykkedes faktisk. Havde han ikke givet mig den deadline havde jeg måske stadig siddet og fedtet med den. Jeg syntes det er svært med sådanne lyst projekter. Jeg arbejder kun på det, når jeg har lyst, og dur ikke til at sætte deadlines for mig selv. Når andre sætter deadlines er det intet problem, men når jeg selv gør det…

Der eksisterer også en hjemmeside?
Ikke for tegneserien, men kun for makuleringsfirmaet 😉 www.makudanko.dk

Hvordan kom kontakten i stand til Brun Blomst?
Jeg fik kontakt til Brun Blomst (som ikke eksisterede på det tisdspunkt) da Torben Hansen flyttede sit forlag Forlaget Forlæns og hans produktion af Free Comics op på Tegnesetuen Gimle hvor jeg også sidder. Vi talte på et tidspunkt om min tegneserie og han sagde at han gerne ville udgive den. Da han så også skulle udgive Allan Haverholms “Sortmund” og Anders Brønserud”s “Otto – In Absintia”, så besluttede han sig for at lave et nyt forlag “for tegneserier af høj kvalitet” (hans ord ikke mine! læs: jysk beskedenhed)

I havde nogle problemer med at finde på den rigtige forside?
Jeg havde lavet en forside delvis i akryl/akvarel og computer. Men det vakte ikke den store begejstring hos Torben, så jeg dræbte en darling og kasserede den. Sammen med Torben og Rune Drewsen lavede vi den forside som nu er blevet brudt. Vi tog alle elementerne som skulle på forsiden, printede dem ud, “makulerede” nogle af dem, lagde dem på en scanner og lavede foto forside. Jeg er meget glad for at Torben fik mig til at kassere den gamle.

For et par år siden lavede du også serien “Frosne Skygger” til “Kurt Dunder & Kompagni”. Hvornår kommer den som album?
Tja…Jeg har ikke rigtig talt med Niels Roland om at lave mere til den, så jeg tror sgu ikke den kommer som album. Men man ved aldrig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har særlig meget lyst til at arbejde videre på den. Jeg tror jeg mentalt har lagt den i graven.

Hvad er forskellen mellem at arbejde efter andres manuskript og så lave det hele selv?
Jeg tror forskellen for mig, var at jeg overhovedet ikke laver et manuskript. Jeg havde en tidslinje delt op i scener. Så tog jeg og planlagde og tegnede scenerne en af gangen. På den måde følte jeg at jeg holdt historien i live. Jeg ville fortælle historien som tegneserie og ikke som manuskript. Til sidst var der nogle ekstra sider osv. som skulle laves for at få det til at hænge bedre sammen. Et manuskript (eget eller andres) bliver tit delt op i en beskrivelse af historien billede for billede. Når jeg selv laver et sådan manuskript, ser jeg billederne for mig, når jeg skriver dem og så er spontaniteten lidt blevet drabt, og jeg keder mig når det skal tegnes.

Hvad er dit mål, når du begynder på en ny tegneserie?
Jeg syntes der er bestemte historier som jeg holder meget af. Men der er ikke så mange af dem, så jeg prøver selv at lave dem. Det er altid det der er mit største mål. At lave en tegneserie som jeg selv vil elske at læse. Så må jeg indrømme, at jeg også har så prætentiøse mål, som at lave tegneserier som rækker ud over de normale stereotype tegneserier. De typiske amerikanske og fransk/belgiske adventure serier. Noget som gør mere end at underholde. Hvis jeg nogensinde kan opnå at bevæge en læser på samme måde som jeg blev bevæget, da jeg læste “Jimmy Corrigan” og “Maus”. Så er mit højeste mål nået.

Er Jimmy Corrigan ikke bare røvkedelig? Hvad er det, der er så fedt ved en skaldet mand, der kigger ud af sit vindue?
Kedelig!? Nej det syntes jeg ikke. Jeg syntes det er super fedt med en skaldet mand som kigger ud af vinduet. Jeg syntes den bog beskriver ensomhed helt fantastisk, og med utrolig simple midler. Der er ikke nogen mulighed for at tilføje en omgang strygere eller sørgmodig popmusik. Det er udelukkende statiske billeder i en meget simpel streg. Jeg tænkte meget på noget i Scott McClouds bog “Understanding Comics” som gør sig meget gældende i “Jimmy Corrigan”, og som jeg har tænkt meget på i “Sidste år som MakulatorOperatør”. Det med at en naturalistisk tegning af en person ligner kun EN person, mens denne tegning 🙂 ligner alle i verden (vel med et par undtagelser). Det giver gode muligheder for indlevelse i personen.

Apropos musik, så plejede Cosey altid at anbefale 3-4 plader, man skulle høre, mens man læste i hans “Jonathan” album. Jeg fik aldrig prøvet det efter, men jeg hørte Manfred Mann, da jeg læste “Kaninbjerget” i sin tid. Kan du anbefale nogle MP3-filer, man bør lytte til, når man læser “Sidste år som makulatoroperatør”?
Jeg ved det ikke rigtig. Jeg kan huske jeg sad og lyttede til en melodi som hedder “Winder Slide”. Et instrumentalt nummer af en ung amerikansk fiddler som hedder Rayna Gellert. Da jeg lyttede til den mens jeg tegnede, passede den rigtig godt ind i den pågældende scene. Men om jeg kan anbefale den!? Jeg tror ikke der er nogen som kan finde et sted at købe den…

Du sidder på tegnestue. Er det bare træls, eller inspirerer I også nogle gange hinanden? Eller drikker bare øl sammen?
Da jeg begyndte at sidde på Gimle for, tja…4 år siden…var det helt sikkert en stor dør der blev åbnet for mig. Det var superfedt at komme med på en tegneserie (Kurt Dunder og Kompagni) så hurtigt efter jeg var færdig med min uddannelse. Og så med en masse folk hvis tegneserier jeg havde læst som barn og teenager. Jeg syntes det er utrolig inspirerende at sidde på Gimle, specielt siden Gimle har en stor variation af folk med meget forskellig smag. Jeg får udvidet min horizont hver uge. Og ja, den obligatoriske fredagsøl er rigtig god…Specielt når den også drikkes om tordagen.

Hvem går ned med de tomme dåser?
Det gør den hvis tur det er til at give den næste omgang (og som er uden penge). Ellers gør Frank det når han er træt af at se på dem.

Tror du selv på det?
Næ, men man her vel lov til at håbe.

Du har gået i tre år på Joe Kuberts tegneserieskole i USA. Hvordan var det og hvad var godt og hvad var skidt? Og hvad kan du bruge, af det du har lært?
Jeg har lidt blandede følelser om Joe Kubert”s skole, men stort set var det tre skidegode og meget lærerige år. Skolen havde sine problemer, bla. var den håbløs forældet og ingroet i Kubert klanen. Man kunne ikke kritesere noget på skolen uden at det blev taget som et personligt angreb mod Joe Kubert og hans familie. Pudsigt for en skole som tager sit udgangspunkt i at gøre folk bedre tegnere ved hjælp af konstruktiv kritik. Men at lære folk at tegne kunne de sgu.
Jeg ser ikke mig selv som en fremragende tegner, men når jeg kigger på de ting jeg lavede inden jeg tog på Kubert School, og de ting jeg lavede, da jeg var færdig, så kom jeg utrolig langt på kun 3 år. Takket være et enormt arbejdspres. Deres filosofi var at man alle havde 10.000 dårlige tegninger i sig, og det bare er et spøgsmål om at få dem af vejen. Det fik jeg forhåbentligt. Jeg ved ikke rigtig om man kan få en tilsvarende uddannelse i Danmark. Selvfølgelig tog de udgangspunkt i tegneserier, men det er begrænset, hvad man kan lære om at lave tegneserier som man ikke kan læse i foskellige former for bøger fra Niels Rolands bog om tegneserier til Will Eisner og Scott McClouds. Hovedsageligt underviste Joe Kubert School i at tegne. Det var bare Spiderman istedet for en frugtskål (selvom der var en af dem). Mit indtryk af danske skoler, f.eks. Danmarks Designskole, er at de er så pokkers prætentiøse og man skal sidder og skrive rapporter om god komposition og layout. Tegn for helvede! Jeg ser det som et håndværk og ikke kunst. Hvordan du så bruger det, det er der kunsten kommer ind. Og det lærer man sgu ikke ved at skrive rapporter.

Hvordan ser du fremtiden som tegneserietegner i Danmark?
Jeg syntes det ser godt ud, der er masser af nye unge talenter med store abitioner og stor respekt for mediet. Jeg håber det vil få tegneseriekultiren til at gro. Danmark er kendt for sine film, men jeg tror også, vi kan opnå samme respekt for vores tegneserier hvis udviklingen bliver ved. Jeg syntes vi skal tænke stort. Det virker som om der er lidt beskedenhed i tegneserie miljøet. Her tænker jeg også på udlandet. Blot det at der spyttes mange film ud som er baseret på tegneserier. Og mange har stor succes. Men det virker lidt som om at det er noget tegneserien skal tage som et stort kompliment. “Nu er du blevet en film!” “Et ordentligt medie!”. Hvorfor skal tegneserien have et sådan stempel for at få accept? Jeg ser tegneserien som et medie overlegent filmen, men jeg er selvfølgelig ikke helt neutral. Det er selvfølgelig forskellige medier med forskellige forcer. Jeg syntes bare filmens eneste fordel er muligheden for at have bevægende billeder og det er ikke altid en fordel. Så har filmen selvfølgelig også lyd, men musik er jo et helt andet medie, så det kan de ikke tage æren for. Tegneserien har muligheden for at skabe nye virkeligheder og universer. Der er ingen grænser. Tegnefilmen har tæt på samme muligheder, men den har jo stadig et problem ved at have bevægelse. Med Sidste år som MakulatorOperatør var det meget vigtig at lave en tegneserie, som ikke vil virke som andet end tegneserie. Den kan ikke laves som film eller som bog. F.eks. hovedpersonen, Sebastian Polk, har ingen ben, og da jeg begyndte at lave bogen, blev jeg spurgt om hvordan han skulle bevæge sig rundt. Men hvorfor fa”en skulle jeg bekymre mig om det!? Der er jo ingen bevægelse i tegneserier, og siden Sebastians mangel på ben ikke skal tages bogstaveligt, så besluttede jeg det var bedre ikke at bringe noget opmærksomhed til emnet. Så i et billede er Sebastian et sted og bagefter et andet, og hvordan han kommer frem sker i “rendestenen” mellem billederne. I film ville man ikke kunne slippe afsted med at underspille et sådan overvældende ting som en hovedperson uden ben… Undskyld…jeg kom vist lidt væk fra spørgsmålet.

Har du et nyt tegneserieprojekt i tankerne?
Jeg har ikke rigtig noget på tapetet endnu. Men arbejder lidt på historien til en psykologisk thriller om besættelse. Jeg kunne også godt tænke mig at kombinere min interesse for amerikansk folkemusik og tegneserier. Måske en tegneserie som følger banjoen historie. Tal om at minimere sin målgruppe…Måske vil jeg lave et par korte historier. Dem har jeg ikke rigtig lavet. Jeg har et par stykker som jeg aldrig fik lavet færdig. En om en dør til helvede på en stripklub i New Jersey og en som er en sequel til Kafka”s “Forvandlingen”. Men jeg ved ikke rigtig. Vi får se…

Er banjoer ikke bare røvkedelige? Hvad er det, der er så fedt ved en rund guitar, der lyder som en hjulkapsel, der er ved at falde af?
Banjoen er nok det instrument som er skydeskive for flest fordomme. Metallisk død lyd osv. Men faktisk var banjoen oprindeligt et afrikansk instrument som slaverne havde med til USA. Den var båndløs og med tarmstrenge og havde en blød “plunky” lyd. Der er stadig mange der dyrke denne tidlige lyd. Den er milevidt fra den “pling pling” lyd vi kender fra bluegrassbanjoen som i filmen “På Udflugt med Døden”.
Faktisk var det hovedsageligt et instrument de sorte spillede på, indtil den ved hjælp af den amerikanske borgerkrig blev udbredt over store områder af USA. Faktisk kom guitaren først rigtig rundt i USA efter 1900. De sorte lagde derefter banjoen på hylden for guitaren, fordi banjoen efterhånden var blevet et fast element i racistiske karikaturer af de sorte. Man kan så forestille sig hvordan moderne rockmusik havde set ud, hvis de sorte ikke havde havde opgivet banjoen og havde opfundet blues på banjoen. Det er bla. det som jeg finder så facinerende ved amerikansk folkemusik. Det er en blanding diverse europæiske og afrikanske folkemusik genre, og har så lagt grund for stort set ALT moderne rytmisk musik.

Måske kunne man lave en banjo-krimi, hvor heltene lignede dem fra “Men in Black”? Måske ville det kunne vende udviklingen for det udskældte instrument. Eller er løbet kørt?
Det var måske en ide. Men den tror jeg ikke jeg gider lave. Danmark har jo en stor tradition for historiske tegneserier, så måske en musikhistorisk. Den skal selvfølgelig handle om amerikansk folkemusik og slutte omkring radioens gennembrud. Det eneste interresante der er sket siden er genindspilninger af melodier fra før det tidspunkt. Resten er pop. 😉

Hvis den dér dør i stripklubben fører til Helvede, fører den samme dør så til Paradis, hvis man åbner den fra den anden side?
Hvis man åbner den fra den anden side, fører den tilbage fra helvede til stripklubben. Så må man så selv afgøre om det er bedre…

Det kommer nok an på beskrivelsen af Helvede. Og hvem, der danser i stripklubben.
Tobias Enevoldsen: – Helvedes evige ild på den ene side og junkie-prostituerede-white-trash-strippere på den anden.