Martin Bigum, og det standsede øjebliks poesi

Kunstneren Martin Bigum startede sin karriere som tegner på Dansk MAD allerede som 15årig, men er i dag først og fremmest kendt for sine malerier.

Martin Bigum udfolder sig indenfor medier som grafik, fotografi, video, installationskunst og digte, men det er hans malerier de fleste kender ham for. I 1990’erne blev han kendt for figuren ART, en kutteklædt skikkelse, som optrådte i mange af hans malerier. Siden har han udviklet sit billedsprog og kunstneriske univers. Martin Bigum er fast paneldeltager i Kunstquizzen på DRK og har lige udgivet bogen “Min personlige kunsthistorie”. Serieland har taget en snak med kunstneren.

Serieland: Du starter din tegnekarriere allerede som 15årig med at tegne for Dansk MAD. Hvordan får man sådan et gig i stald i så ung en alder, og hvordan var arbejdsprocessen dengang. Havde du fri hænder?

Martin Bigum: Ja, det er en interessant historie om at der simpelthen bare var hul igennem. Jeg er vokset op med at min onkel Jørgen tog amerikansk MAD Magazine med hjem fra sine rejser, dér midt i 70’erne, og både de vilde tegninger og træfsikre indhold var lige mig. Det både kærlige og kritiske blik på omverden,at forhænget bare blev revet til side foran ethvert tabu, der havde at gøre med menneskets regler og forfængelighed. Det at der var plads til både det gakkede, det filosofiske og nådesløst afdækkende på en og samme side. Interpresse var dengang et meget stort tegneserieforlag herhjemme, og da grundlæggerens unge søn,Erling Stenby, fik lov at lave Dansk MAD, var jeg der med det samme. Jeg lavede helt impulsivt en side hvor jeg tegnede at jeg var syg og hjemme fra skole, og fordi jeg kedede mig trodsede jeg influenzaen og gik ned til DSB-kiosken og købte Dansk MAD, og da jeg kom hjem og læste det, blev jeg rask.

Det var for vildt at se den trykt i bladet. Og så blev jeg inviteret til at bidrage, og han puffede fint til mig, og jeg kom i omdrejninger og snart havde jeg løbende en til to helsider i Dansk MAD. Det udkom 4 gange årligt, så i flere år var det bare rigtig stimulerende. Jeg lavede også alle brevene til brevkassen og besvarede dem, og Erling opdyrkede mit talent. Han spottede mig og lukkede mig ind, og det ville jeg ønske der var flere i magtpositioner der ville gøre. I kunstverden som jeg begår mig i nu, er der ingen gallerister der siger ja til de talenter der uopfordret kommer ind og viser mappe. Det burde de gøre.

I 1987-88 begyndte det at trænge sig på at lave mit eget kunstneriske univers, kærestesorger, eksistensens tyngde etc., men faktisk helt oppe i 1990 var jeg i New York og besøge den legendariske MAD-founder William M. Gaines. Jeg tror jeg underbevidst forsøgte at finde ud af om jeg skulle tage derover og tegne for dem? Men udover at det var fascinerende at se alle min barndoms ikoniske MAD-forsider indrammet på væggene, så var det eneste jeg mødte grumpy old MAD men. Dvs. alle over 50 (jeg var 20!) og på en eller anden måde virkede de en kende bitre…jeg ved ikke, som om de følte de havde tegnet deres liv væk uden at få credit for det. En sygdom der kan ramme mange gamle tegnere. Der var ihvertfald noget der gjorde at jeg tænkte, aj, det kan jeg ikke, jeg kan ikke slå mig ned i New York og så sidde her og tegne mens min ungdom buldrer derudad. Så jeg tog hjem og begyndte at male mit eget univers.Iøvrigt var min far også meget syg, og jeg havde svært ved ikke at kunne være hjemme og passe på ham…det skal med.

I din bog fortæller du om nogle specifikke paneler i Tintin albummene – der hvor Hergés rene linjer forsvinder og oversvømmes af sort tusch der danner nogle ikoniske silhuetter. Hvad er det der gør at netop disse paneler taler specielt til dig?

Det standsede øjebliks poesi. Og Hergés vovemod overfor læseren. Han giver os den destillerede stemning i en dybt elegant visuel silhuet- det der gys af en kold arabisk nat og hestes hove mod grus og sten, og vrinsken, det træder tydeligt frem. Han havde ikke behøvet gøre det, men han gør det. Vidnets rislende sus ned gennem kroppen. Lugten af brændende olie, af seletøj og koldt klæde for ansigtet. Med andre ord bryder en – for mig- større sanselighed frem dér. Og det aktiverede flere sansninger i mig, end al det andet tegnede i samme album. Og det lagde jeg mærke til, allerede som barn, at jeg var til det enkelte, virtuose billede, det som- for mig- rummede en sanselighed og essens, der langt overgik den egentlige historie. Jeg er ikke så meget til historier, mere til poesi. Det er den jeg selv konstant jagter i mine malerier. Hvis det lykkes, er jeg lykkelig. I 2 minutter.

Du stoppede med at tegne for Dansk MAD fordi den påkrævede humor blev for restriktiv for dig, og du havde mere behov for at udtrykke dig i malerier med mere end humor. Er det korrekt? I dag, efter at de ”grafiske romaner” har gjort sit indtog, er der mange unge der bruger tegneseriemediet til at fortælle meget mere personlige historier og fabuleringer. Hvis du havde været ung i dag, tror du så stadig du ville have kastet dig over maleriet, eller havde du forsøgt dig med længere narrative tegneserier?

Det er korrekt. Og nej, maleriets lærred er den hvide dør jeg ønsker at blive ved med at åbne- det er spændende at møde de visioner det viser sig man kan klemme ud af det hvide lærred. Med tusinder af snørklede, eller ligetil, valg inde i processen med oliemalingen. Jeg kan optegne mine helt egne scenerier fra bunden med min grundlæggende streg, og når jeg maler har jeg mit eget greb i de afsluttende strøg og i lyset. To faktorer som mærkeligt nok er ret så fremmed for samtidskunst-scenen. Der kan man nogle gange synes at dét udtryk er for banalt. Jeg nyder den reaktion, for megen af den største kunst gennem tiderne blev mødt med den reaktion. Der er en poesi ude i fremtiden som skal kapres. Udfordringen er at lave en malet vision, som er en smuk vibrerende gåde, i sig selv. Som bare bliver ved og ved at være tidsresistent. Jeg er også nået så langt ind i mit eget univers nu, så det ene maleris erfaringer siver over i forberedelserne til næste. Det nærmeste jeg kommer på en fortløbende sammenhængende fortælling er vist min Gyldendal-bog Min personlige kunsthistorie. Dens mål er at åbne op for det at kunne tale om kunst, på en ny nærværende måde.

Ud over at male skriver du også lyrik. Du har udtalt, at du skriver dét du ikke kan male, og maler dét du ikke kan skrive. Imellem disse kunstarter ligger tegneserien – har du aldrig overvejet/forsøgt dig med at blande billeder og tekst? Eller, kunne du finde på at lave en tegneserie i dag? Eller måske engang i fremtiden?

Nej, ikke umiddelbart. Men måske en billedbog for voksne…der er noget dér.

Jeg synes det er interessant, at med din baggrund i tegneserier, trods alt vælger at udtrykke dig og fortælle dine historier på en visuel måde der ligger så langt fra tegneseriens virkemidler. En mindre original spirende kunstner ville måske have kastet sin kærlighed over pop art ala Roy Lichtenstein?

Jeg har mødt mange Roy Lichtensteiner på min vej gennem det danske kunstlandskab! Jeg tror kun du kan finde en 4-5 malerier i min produktion hvor der er elementer af sort outline. Og jeg maler kun monokromt når jeg skal male mine prismer og modernistiske puslespilsbrikker. Jeg har fra barnsben syntes det var enormt spændende med gengivelser af malerier som via deres dybde får een til at stoppe op, og virkelig SE på den her reproducerede vision. Og man får en stor oplevelse ud af det, det er et rum ind ad i siden. Et vindue mod en verden, der kan få en til at forstå den rigtige verden.

Jeg er en sucker for billeder med personlig dybde, men som OGSÅ er bevidste om kunstens udvikling og ikke er pastiche. Jeg er en stor fan af kunstnere med deres helt eget touch: Bosch, Vermeer, Georges de la Tour, Købke, Böcklin, Klimt, Derain, Picasso, Boccioni, Picabia, Jais Nielsen, El Lissitzky, Hopper, Magritte, Kirkeby. Og MAD-tegnere som Wallace Wood, Mort Drucker, Sergio Aragones, Don Martin, Jack Davis, Jack Rickard, Al Jaffee, Bob Clarke, de er oppe på samme firmament som Claus Deleuran og Bo Bojesen:-)

Man har altid kunne ane din ”tegneseriestreg” i dine maleriers persongalleri, men hvordan vil du selv formulere hvordan din baggrund i tegneserier skinner igennem i de værker du skaber i dag?

Der er kun to malerier hvor man decideret kan se f.eks fartgengivelse og røg. F.eks på Mountaineer fra 1994 hvor ART udånder en lille frostsky oppe i bjergene. Og på Stool Pigeon fra 1999, det sidste ART-maleri jeg lavede, hvor der er fartstriber, mens han forsøger at løbe fra dem der vil fange ham. Ellers ikke. Jeg ved godt at folk ser mine malerier som tegneserie-agtige, men for mig er mit fundament satiretegning. Og iøvrigt ligger den der måde at tegne på, simpelthen bare i mine gener- det er ikke noget kulturelt jeg har taget på mig- det voksede bare ud af pennen når jeg satte den til papiret.

Jeg har ganske mange gange oplevet at hvis jeg af den ene eller anden grund har været fraholdt at tegne, at når jeg så sætter mig og begynder igen, så er stregen udviklet siden sidst. Det er som om den hænger sammen med livets erfaringer, men hele tiden med det der stænk af noget tegneserie-agtigt. Jeg forsøger nu i eet væk at kompromittere det og vride min tegning i nye retninger som jeg ikke har tjek på. Det gælder om at nybryde sit talent, det er en meget vigtig del af kunsten.

Læser du stadig tegneserier i dag? Hvis ja, er det så de gamle klassikere fra dengang du var barn, eller følger du med i udviklingen, trends og hvad der udkommer i dag?

Jeg går ind i tegneseriebutikker og snuser og suger til mig af hvad der rører sig, rent formmæssigt. Nogle gange bliver jeg inspireret af at andre kan noget jeg slet ikke kan. Men det gælder også ifht. billedkunsten, at jeg elsker når man bare ser noget og tænker aj, hvor suverænt, helt vildt flot! MEN, så kommer testen derefter, er der liv og eftertanke efter det første chok? Er der dybde, en overordnet nysprængende idé, en kløgt og en poetisk indsigt? Er det kunst, eller bare effekt…?

---

Serieland siger tak for interviewet til Martin, og kan fortælle, at man på Frederiksborg Slot kan se en særudstillingen med godt 35 værker med en tematisk og kronologisk beskrivelse af de samfundsmæssige og kunstneriske indtryk, som har formet Martin Bigum i årene fra debuten i 1989 og frem til i dag. Udstillingen varer indtil 4. april, hvorefter den til sommer flytter til Bornholms Kunstmuseum og derefter til Trapholt Kunstmuseum i Kolding.