Dette interview blev trykt i Serieskaberen nr. 10, 1989. Seriejournalen Online bringer her interviewet igen i anledning af Claus Deleurans død i januar 1996.
–
Her i Pia Kjærsgaards hjemland har vi trods alt også nogle ting, vi kan være stolte af. Vi har bl.a. en folkelig humoristisk tradition, som er ægte dansk, og som vi får lov til at have i fred, fordi alle de andre idioter, der bor uden for landets grænser, slet ikke ville kunne værdsætte den. I flæng kan nævnes Oswald Helmuth, Storm P., Rune T. Kidde eller Niels Hausgaard.
Næsten alle serieskabere af den nye generation af danske album-tegnere er blevet inspireret af den fransk-belgiske albumtradition, samtidig med at de i større eller mindre grad tager udgangspunkt i danske motiver og dansk tankegang.
En af de tegnere, der umiskendeligt er både dansk og folkelig, er Claus Deleuran, hvis “Illustreret Danmarkshistorie for Folket” hædredes med ikke mindre end to priser (for årets bedste album og for bedste farvelægning), da serieskabernes pris for første gang blev uddelt ved tegneseriekonventet i Gammel Dok i 1989.
Seriejournalen har her fornøjelsen at bringe et stort og eksklusivt interview med mesteren.
Jeg sidder her med nogle af dine efterhånden mange tegneseriealbums. Her er f.eks. “Thorfinn”. Det er jo efterhånden en serie med mange år på bagen. Den er helt tilbage fra starten af 70’erne.
Claus Deleuran: Ja.
Den gik som føljeton i Politisk Revy. Hvordan kom den i gang?
Jeg ville prøve om jeg kunne lave en længere tegneserie, og det er jo ret krævende. Man kan jo ikke rigtig tjene noget på at lave albums, og min referenceramme dengang var aviser, selvom det ikke gjorde noget, hvis der kunne komme en tryksag ud af det bagefter.
Kendte du dem på Politisk Revy dengang?
Jeg vidste godt, at Politisk Revy eksisterede, men holdt det ikke selv. Men jeg kendte en del, der sådan gik op i politik og sådan noget.
Noget af det, jeg holder mest af ved at genlæse “Thorfinn”, er dens stemning af “tidlige 70’ere”, skurvognskollektiver, potpiber og den slags. Er du selv en gammel flipper?
Dengang var jeg snarere en ung. Men jeg rendte rundt sammen med nogen, da jeg gik på gymnasiet, som man godt kunne kalde sådan en slags flippere. Hvis man mødte nogen på gaden dengang, som kom på den traditionelle jazzklub i Odense, så råbte de jazz-fidus efter een på grund af påklædningen. Det ærgrede mig altid, fordi jeg brød mig overhovedet ikke om jazz. Men de kom i en jazzklub, hvor de spillede moderne jazz, og hvor belysningen kom fra stearinlys i flasker, som der løb stearin ned ad. Så sad vi og kappedes om, hvis lys der løb mest stearin ned ad. Thorfinns to venner kan godt minde om sådan nogen, der går på moderne jazzklub.
Selvom “Thorfinn” gik i Politisk Revy, opfattes du vel ikke som en tegner med et specielt politisk budskab; mere som en eventyrfortæller eller krønikeskriver.
Jeg forestillede mig også mest en slags “Tintin”. Jeg var nået dertil, hvor Thorfinn bortføres af sørøvere, og så syntes jeg godt, jeg kunne præsentere den for nogen. Det var et flipperblad, der hed “Hovedbladet”, og dem spurgte jeg, om de kunne tænke sig at se en tegneserie, og de sagde “ja, ja, bare læg den dér”. Men jeg kunne godt mærke, at der skulle man også kende nogen for at komme ind. Men så kendte jeg tilfældigvis en fyr, som var blevet redaktør på Politisk Revy, og de havde pludselig fundet ud af, at de ville have en tegneserie i bladet. De ville betale hundrede kroner pr. gang, så jeg måtte over på Hovedbladet og have serien igen. De havde ikke engang fået set på den.
Bad de dig om at indlægge noget politisk i serien, f.eks. scenen med kampen mellem tyren og lindormen?
Det var noget, jeg selv følte dengang, så jeg spurgte dem ligefrem, om de var interesseret i, at der var noget politisk i serien. Så fik jeg nogle artikler, som handlede om olieboringer i Vesterhavet. Jeg kunne godt mærke, at der var et eller andet, man burde være forarget over, og jeg læste da også artiklen, men jeg kunne nu ikke finde ud af, hvorfor det var forargeligt at bore efter olie i Vesterhavet.
Du nævnte før “Tintin” som inspirationskilde. Men i forhold til mange af de andre unge, danske albumtegnere, som er inspireret af den fransk-belgiske albumtradition, virker du meget DANSK.
“Tintin” havde jeg læst i “Skipper Skræk”, men der syntes jeg ikke, den var særlig interessant, men siden læste jeg den som album, og så syntes jeg, den var vældig god.
I “Mikkeline på Skattejagt” har du to figurer med, Tip og Tap, er de fra en dansk tegneserie?
Nej, de er engelske, tror jeg nok. Det var min moster på landet, som gemte alle de gamle aviser og ugeblade på loftet, og dem fik vi lov til af og til at tage ned og kigge i, hvis bare vi sørgede for, at de lå pænt i orden. Så det er altså nogen, som stammer fra “Familie Journalen” i 30’erne.
Er du meget inspireret af serier, du læste i de blade?
Ja, lidt. F.eks. fulgte jeg meget meget med i Fyns Tidende, og der gik “Carlt” og “Rasmus Klump” og “Rip Kirby”. Men ligeså meget Anders And-bladet. Der var også en serie, der hed “Erik Vidfare”.
Da du lavede “Thorfinn”, må du have læst noget amerikansk underground. Du citerer “Freak Brothers”.
Ikke i begyndelsen, men et stykke længere inde i historien.
Var du inspireret af Crumbs streg, f.eks. i “Fritz the Cat”?
Nej, men da jeg så den, tænkte jeg, “hva’ faen, der er en, der tegner ligesom mig.” Men der var en ting, som havde indflydelse på mig, og det var da jeg så, hvor meget han gjorde ud af sko. Så tænkte jeg, “så bli’r jeg nok osse nødt til at gøre noget mere ud af sko.” Det var ikke rigtig noget, jeg gad før den tid.
Så Claus Deleuran-dyrkere ved nu, at din måde at tegne sko på er inspireret af Robert Crumb.
Nej, mere det, at den slags osse er noget at gøre noget ud af. Før syntes jeg, at hovederne var det mest interessante, og resten var bare noget, der skulle være der.
Noget af det, jeg holder mest af i dine tegninger, er ellers din kærlighed til detaljen, din evne til altid at tegne alle de små ting, så de ser rigtige ud. Er det altsammen noget, du har inde i hovedet, eller går du rundt og laver studier?
Det er både noget, jeg har i hovedet, og noget, jeg har lavet studier af – når der er tid til det.
Du må have en god erindring om, hvordan ting ser ud. Har du nærmest et lager oven i hovedet?
Bo Bojesen har et større lager, tror jeg nok. Jeg så en tegning, hvor han skulle tegne nogle radikale kernevælgere, som Niels Helveg forsøgte at opflamme. De lignede sådan nogle højskolefolk, og man kunne virkelig se, at de måtte være radikale, og ikke f.eks. SF’ere eller sådan noget. Men den slags har jeg tit svært ved at tage lige ud af hovedet.
Bo Bojesen og dig forekommer mig ellers begge at have denne evne til at tegne f.eks. en kommunist, så man ikke er i tvivl om, at det er en kommunist.
Jeg brugte ham osse som opslagsbog. Men det kunne man ikke, opdagede jeg, for jeg har lært, at han bruger udelukkende sin erindring, så en politiuniform eller en tank ser ikke virkelig sådan ud. Det er en illusion, han er i stand til at skabe. Så nu prøver jeg at se, hvordan det ser ud i virkeligheden i stedet for.
Har der ligget en gennemarbejdet idé til grund for dine albums, eller har du bare ladet fantasien råde og fundet på det henad vejen?
Det gjorde jeg med “Thorfinn”. Det var måden at komme i gang med den på. Men jeg havde en masse ideer til, hvad han skulle have været ud og opleve i den virkelige verden, hvis den ikke var startet i Politisk Revy. Han skulle have været hele verden rundt, ligesom Tintin. Jeg har kigget lidt på de gamle skitser. Der er en masse tegninger af, hvad han ellers skulle have oplevet, men så er det lissom tiden er løbet fra dem.
Hvad med “Vejen til Saturn”…?
Der havde jeg en færdig plan, faktisk. Det var en, jeg lavede som lille. Da jeg var færdig med “Thorfinn”, gik jeg og tænkte i årevis på at lave den historie. Jeg tror, jeg har de første ti forsøg på at komme igang med den. Jeg havde set en bog, der handlede om en rejse til månen ovre hos en legekammerat, den var vældig spændende, det der at de kunne spadsere rundt uden på en raket. Det var en fra Corsaren, som spurgte, om jeg ikke havde noget i skrivebordsskuffen, og jeg havde nogle gamle fjollede nogen, der var en, der skulle forestille “Commando-serien”, og den blev så trykt, og der var en, der handlede om Rolf Krake og hans kæmper, som jeg havde lavet til nogen på Handelshøjskolen. Så spurgte jeg ham, om han ikke ville have en med en rumrejse, for det havde jeg gået og tænkt på, men neeej, det vidste han nok ikke rigtig, men det var det eneste, jeg ville sælge ham, og så måtte han jo tage den.
“Rejsen til Saturn” er nok det af dine albums, jeg holder mest af.
Nå, ja, på det tidspunkt følte man sig meget indfanget af den tankegang, efter at have været et par år sammen med Politisk Revy, at ting skulle være samfundsrelevante på en eller anden måde, og det bedste middel mod det (latter) var at lave sådan en barnlig tegneserie, for den var fuld af ting, som man simpelthen ikke ville have tilladt sig selv at lave på det tidspunkt, så på den måde barnagtiggjorde jeg mig selv.
Men du lader vel altid muligheden for at indføje pludselige indfald stå åben? Jeg tænker på “Mikkeline på skattejagt”, der er f.eks. Vergil, der fører Thorfinn igennem Helvedet, tegnet efter Doré, og der er noget fra “Lille Sorte Sambo”.
Meget af det var noget, jeg havde fundet på på forhånd, og så skulle jeg bare finde ud af at få det anbragt i en nogenlunde sammenhængende historie. Jeg ved nu ikke, hvor sammenhængende den er, men…
Hvordan foregik samarbejdet mellem dig og din bror Jesper på “Pirelli & Firestone”?
Ja, det begyndte jo med, at jeg anbragte min figur på en bænk, og så kom hans og spurgte, om han måtte side der, og så siger min ikke noget, så han sætter sig bare, og så rejser min sig…
Tegnede I begge to på alle billederne, eller tegnede I hver især nogle af siderne?
Det var forskelligt. I det lange løb var der en tilbøjelighed til, at jeg lavede mere end ham.
Man kan ane, at de tegninger, du har lavet, er dem med de fleste smådetaljer og skraveringer på.
Det kan godt være. Han sagde engang, at hver gang jeg havde haft fat i den, så blev hovederne større, og så måtte han så arbejde dem tilbage til de rigtige proportioner. Jeg prøvede for nyligt at se, hvem der havde tegnet hvad, men jeg kunne ikke rigtig huske det længere.
Jeg har læst et sted, at du havde en ambition om at blive arkæolog.
Nej, etnograf. Men der skulle man jo lære det der også. Jeg syntes, det var meget spændende at opdage, at der var et system i de der stenøkser. Man skulle have et bifag i arkæologi først. Jeg nåede at få filosofikum og at gå op til prøve i geografi, for det skulle man også have. Men så var jeg i mellemtiden kommet ind på den grafiske højskole. Det havde den fordel, at mange af de andre, der gik der, de kom senere ind på forlag, og så kunne jeg få arbejde hos dem.
Allerede i “Occidentens Lys 2” om den glemte dal sporer man en stor interesse for jordens historie.
Ja.
Der er en af Thorfinns venner, Poul, han læser til…
Zoolog.
Ja, han skriver om den sociale graduering blandt nymfeparakitterne.
Ja, det skriver han om, fordi det syntes jeg lød sjovt.
Og nu er du så igang med det store projekt “Danmarkshistorien”. Er det et værk, du altid har drømt om at komme til at lave?
Efter “Rejsen til Saturn” tænkte jeg, at nu skulle jeg finde på noget, hvor jeg kunne komme til at tegne alle mulige forskellige slags ting, så bestemte jeg mig for, at jeg ville lave en om Danmarkshistorien. Jeg indførte en lille sort kartotekskasse, som jeg gik og tegnede ting til.
Så du har igennem årene gradvist bygget et kartotek op?
Ja, så har jeg også nogle skuffer med forskellige ting, jeg har gået og samlet sammen.
Der må ligge et imponerende forarbejde til grund for “Danmarkshistorien”.
Ja, men det blev jo sådan en hobby ved siden af. Først havde jeg bare tænkt mig, at jeg ville låne “Politikens Danmarkshistorie” på biblioteket, og så lave det derfra, men så ved du godt, at man skal ikke så forfærdeligt langt tilbage i tiden, før så aner man hverken det ene eller det andet om, hvordan ting så ud, så pludselig blev det sådan, at jeg lige skulle se, om der var en måde, jeg kunne finde ud af dét på – og komme med et rimeligt skud på, hvordan folk så ud og sådan noget. Så gik der mange år med det, og i mellemtiden lavede jeg så serier sammen med min bror.
Du begyndte at tegne for Ekstra Bladet – aktuelle tegninger.
Ja, det havde jeg også gjort engang i Studenterbladet.
Hvordan kom du så igang med “Danmarkshistorien”?
Jeg lavede en lørdagstegneserie, der skulle handle om tronfølgeren, fordi han fyldte 18. Så havde Pedro på Ekstra Bladet fundet på, at den skulle være ligesom den gamle kongerække-plakat, og så tegnede jeg den lige som den. Det viste sig, at Pedro var meget historisk interesseret, og han fandt ud af, at det var jeg osse. Så røbede jeg, at jeg havde gået og påtænkt at lave en serie om Danmarkshistorien, og så købte han den.
Hvor mange album bliver den samlede “Danmarkshistorie” på?
Syv bind.
Er du så ikke nødt til at sætte hastigheden lidt op, hvis du skal nå op til moderne tid med samme detaljerigdom?
Nu skal du jo regne med, der er temmelig mange år i de forrige bind. Men jeg er nødt til at redigere en del fra nu af, for lige pludselig vælter det ind med stof, når man kommer op i nyere tid. Det er det, jeg er ved i øjeblikket, hvor jeg holder pause fra Ekstra Bladet.
Men syv bind, det ligger fast.
Ja, så skal der være 500 år i hver.
Du har sagt, at alle historiebøger kun ofrer få sider på de første mange milliarder år af historien og mange sider på de sidste, og at du i din serie vil give de historiske perioder plads i forhold til det tidsrum, de rent faktisk strækker sig over.
Ja, det var også en forestilling, jeg havde. Men sådan bliver det nu ikke.
Så skulle du også stadig sidde og tegne på de første underlige atomer, der svævede rundt.
Jeg kender nogen, der har tænkt sig at lave en tegnefilm, der bliver sådan.
Du er en af de eneste serietegnere, der arbejder med en Rotring rørpen. De fleste andre tegnere mener, at en Rotring kun kan bruges til at skrive tekster og til at lave billedrammer med.
Jeg har brugt Rothring, siden jeg var på Den grafiske Højskole. Der var de lige kommet frem, og jeg syntes, de var for dyre. Da jeg begyndte på “Thorfinn”, brugte jeg nogle små sorte tushpenne, man dyppede med. Efter Den grafiske Højskole var jeg ude på et medicinalfirma for at lave reklamer, og så fik jeg at vide, at der kunne jeg bare købe ind, og så tænkte jeg, nu skal jeg altså prøve at have mig sådan en. Siden da har jeg brugt dem.
De fleste andre tegnere synes, de har for ensartet og kedelig en streg.
Ja, det synes jeg ikke gør noget.
Du bruger flere forskellige tykkelser.
Ja, en fem-seks stykker. Men flere kan man vist heller ikke ha’, hvis man skal kunne holde dem åbne. Men jeg ved ikke, hvad det er, der er nogen, der slet ikke kan holde dem åbne af en eller anden grund, men jeg kan glemme at lukke dem, og alligevel kan jeg tegne med dem. Det er egentlig underligt nok.
Det er måske de klimatiske forhold i Regerup?
Det er ikke godt at vide.
Hvad så med dine utroligt flotte farvelægninger på “Danmarkshistorien”, som du jo osse fik en pris for af dine kolleger på seriekonventet 1989…
Ja, tak for det…
Hvad bruger du af redskaber?
Jeg har kun prøvet blåkopier et par enkelte gange. Det viste sig, at hvis man brugte markerpapir, som man jo kan kigge igennem, så er det meget nemmere, hvis man skal skynde sig. Man kan også dække af på det og sprøjtemale på det. Det har jeg brugt en del, hvis der var noget, der lige skulle farvelægges. Sådan begyndte jeg også på denne her tegneserie, men på Ekstra Bladet ville de gerne have farven sammen med tegningen, og det må have noget at gøre med, at de putter den ind i sådan en moderne elektronisk scanner. Så skulle jeg lige pludselig til at finde ud af, hvordan gør jeg nu det? Jeg prøvede alle mulige eksperimenter, og det kan man se op igennem det første bind. Nogle gange har jeg brugt vandfarve og så opdaget, at det blev kedeligt og skjoldet – der får man alle den slags ting med, og det viser sig, at hvis man bruger gult, så er den ikke transparent, og der var meget i vejen med dét. Så ville jeg bruge tusser, men hvis man havde brugt dækhvidt, så blev den opløst af tussen. Derfor prøvede jeg at farvelægge på fotokopier på markerpapir, men tusserne opløste stregen. Men nu kan man få en ny slags tusser, der er på spritbasis, og dem kan man farvelægge med, så det er sådan, jeg gør nu. Det eneste besværlige, der er ved at arbejde på fotokopier, er, når man skal dække af til sprøjtemaling, for det kan trække stregen af.
Du har både farver, tekst og tegning liggende sammen. Det er interessant, for normalt får man at vide, at man skal farvelægge på blåkopier for at få en ordentlig sort streg, men din serie er jo et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at arbejde på en anden måde.
Hvor mange skitser ligger der til grund for dine tegninger? Du tegner vel ikke bare løs af karsken bælg?
Jeg laver tit noget, jeg sådan sidder og finder på. Men hver gang, jeg skal tegne tegneserier, så er jeg altid i tidsnød, så der er det altid noget med at tegne på det samme stykke papir, som jeg tuscher op på.
Men du laver altså en blyantstegning først. Du bruger ikke blå blyant?
Nej, jeg bruger en rimelig hård blyant. Jeg har tit drømt om en eller anden gang at lave en tegneserie, hvor jeg havde god tid, men…hov, de siger bagved, at der kommer noget interessant i fjernsynet…
Så vil jeg sige mange tak, fordi du ville bruge tid på en snak, Claus.
Tak, i lige måde. Og god arbejdslyst.