Vi bringer her første del af Bertis selvportræt-trilogi, hvor anden del var Når Jeg Dør skal min Samling Brændes, og sidste del var Jeg Lukkede Døren.
Pakken kostede 1 krone og lugtede af lakrids. Det var nu ikke derfor jeg købte den, slet ikke, for jeg var bidt af en gal fodbold og det var de små pasfotolignende billeder af fodboldspillerne jeg var efter. Det var NU-pastiller omkaldt efter en af de tidligste stemmer i mit liv, Gunnar NU Hansen. Det var især landsholdspillerne jeg gik efter, Henning Munk Jensen, Per Røntved, Ulrik Le Fevre med flere, omend jeg også var ret fascineret af de stibede fra Fyn, Odense Boldklub. MIn absolutte favoritspiller, den lille vævre fløj og spirrevip fra Vejle, Allan Simonsen fik jeg aldrig. Sidenhen skulle jeg få rig lejlighed til at kende Allan, men det er en helt anden historie. Det bedste var dog at gøre sit NU-album komplet, og at beskue en færdig side med fodboldspillere var herligt. Nå ja – at bytte med klassekammerater og danne fiktive hold var skam også noget jeg brugte timer på…
Ovenstående er ikke mit første møde med samleriet. Det startede flere år forinden, hos min bedstefar, men der var første gang jeg var aktiv som samler. Hvis man altså ser bort fra alle de sten jeg samlede som barn…
Næ – det var min kære gamle bedstefar, Svend Jørgensen fra Rylevej i Silkeborg, der fik mig sporet ind på samleriet. Svend var samler. Og der var næsten ikke grænser for hvad han samlede. Sommerfugle, tændstiketiketter, receptkuverter, frimærker, postkort, lommetørklæder, men mest af alt samlede han på minder. Han skrev minutiøst alt ned som han og hans familie oplevede. Og det var gode og det var triste oplevelser. Som da hans første kone, min rigtige bedstemor, døde af kræft til hans 4 børns møde med kærligheden. Foruden selvfølgelig ferier, møder med andre samlere, interessante artikler og den slags. Alt blev samlet, alt blev beskrevet og dokumenteret og endeligt samlet i store flotte selvindbundne værker. Det siger sig selv, at familiebesøgene hos bedsteforældrene var noget jeg inderligt så frem til, og i dag husker med særlig glæde.
Det har altid undret mig, at man ser ned på samlerne. Med overbærende mine smiler folk og kommenterer høfligt på ens passion. Men det virker så forstillet, så kunstigt og på en eller anden måde ganske patroniserende. Gad vide hvad de tænker, tænker jeg. Og jo – jeg har da bedre ting at gå op i. Jeg kunne slå græsplænen. Jeg kunne læse mig blå i ansigtet eller melde mig ind i et politisk parti. Jeg kunne gøre så meget. Det gør jeg så ikke. Jeg gemmer mig i min lille hule og glæder mig over at være omgivet af ting, der har betydning for mig og som gør mig glad. Det tror jeg er samlerens væsen. At vi omgiver os med betydningsfulde genstande, der glæder os. Og så er det fuldstændig ligegyldigt om det er dit eller dat, som man har kastet sit hjerte efter.
Samlerne er almindelige kedelige mennesker, med almindelige kedelige jobs og almindelige kedelige tilværelser. Måske er det derfor vi fylder vores fritid ud med samleriet? For at få en eller anden form for mening med det hele? For at tilføje en eller anden dimension, som vi ellers ikke formår at bibringe selv?
Af ovenstående kunne man måske tro, at jeg ringeagter samlerene og dermed også mig selv. Men det er ikke sandt. Jeg elsker samlerne, jeg elsker at se, at læse om, at tale om samlere og samlinger. Om det er lego, film, bøger, blade, plader, legetøj, forsteninger. Jeg bliver altid fascineret af samlerens ilhu, samlerens engagement. Måske fordi man selv har en rem af huden.
Jeg skrev også at samlere er almindelige. Det skal nu tages med et gran salt for jeg har eddermame også mødt nogle dybt bizarre samlere. Folk der umuligt kan indgå i normale sociale fora, folk der umuligt kan begå sig på arbejdsmarkedet, folk der umuligt kan leve sammen med en partner. Og jeg har siddet i stue med samlere, der ikke kan tale om andet end deres egen lille samling og hvis eneste bidrag til dialogen består af omremsninger af årstal, varianter, farver, nuancer… Ikke berigende og vel nærmst kun med til at forskrække.
Jeg har til gengæld svævet i den syvende himmel over samtaler med samlere. Jeg har følt mig så intenst levende og følt mig opløftet og beriget, når jeg har mødt samlere og set deres samling, samt – og det er meget vigtigt – at man mærker der er et menneske bag. Et engageret og passioneret menneske. Gerne, meget gerne med en historie. Og jeg har siddet i timevis sammen med mine fæller. Siddet, sågar også ligget på gulvet, med alle blade bredt ud over gulvet. Vi har snakket, sammenlignet, stirret os blinde på blå covers der måske, kun måske, var markant mere blå. Skørt lyder det og skørt er det, men hold kæft hvor vi har haft kvalitetstid.
Et spørgsmål der ofte går igen, og som jeg også har funderet meget over, er hvorfor uglen i hulen vi gør det? Hvad er det, der får en til at blive samler? Jeg kan kun svare ud fra de mange møder jeg har haft med folk, medsamlerne, samt mig selv. Uden at dette skal udgøre en afhandling, så tror jeg sagtens man kan spotte et par lighedspunkter…
Så lad denne kronik ikke være uden kommentarer. Der må være andre samlere derude, eller folk der kender samlere, og som så kan bidrage, bekræfte, afkræfte eller noget helt fjerde…
Jeg tror, bedømt på min egen situation samt mine mange samtaler, at hovedparten af samlerne har haft en barndom præget af svigt eller opbrud. Jeg selv er vokset op med en mor, der led af epilepsi. Hun var ofte påvirket af anfald, og både inden, under og efter anfaldet, var hun ikke den trygge bastion, som jeg havde behov for og kendte til. Langt værre var det med min kære far. Han var typograf og trivedes. Men langsomt først og sidenhen meget hurtigt, begyndte han at drikke. Det startede med en fredagsøl, en slags markering af weekenden, men endte hurtigt med at også torsdag blev en øldag. Og desværre kunne far ikke stoppe. Den ene øl blev hurtigt afløst af den næste, og hvor flere af fars kollegaer sagtens kunne standse efter 2 pilsnere, så kunne min far ikke. Han blev ved og gik hele planken ud. Kørte selvfølgelig hjem og var en sand dødsmaskine. Derhjemme gik mor og blev mere og mere olm, forståeligt nok, og det kunne jeg sagtens mærke, endog i en ganske ung alder. Tidligt blev jeg voksen og havdet et ansvar. Et ansvar jeg påtog mig overfor hjemmet, min mor, ja såmænd også overfor far, samt min lillebror og lillesøster. En barnetilværelse, der stadig følger og forfølger mig.
Men det bliver man jo ikke samler af, vil man sikkert påstå. Næ, det er da rigtigt nok. Men da jeg for nu ca. 10 år siden besøgte en kælderforretning i Århus, da så jeg covers fra blade som jeg havde da jeg var lille. Jeg købte rub og stub. Og det var ikke historierne alene der glædede mig. Det var også omslagene med billeder og tekst af det legetøj og slik, som jeg havde nydt som barn. Det er vanskeligt at sige præcis, men det er som om, at ved at samle disse blade og genlæse historier og kigge på omslag, så bliver jeg ført tilbage til barndommen, og forsikret i, at alt ikke kun var skidt og trist. At der var oaser af glæde, når jeg legede med matchboxbiler, den gule loopbane, legede med Jyllandsringen, legede med mit Fort West og mine mange cowboydere og indianere. Samt selvfølgelig begravede mig i Anders And’er, Seriemagasiner, Fart & tempo, Fantomet, Gru, Tintin og alle de andre serieblade. Jeg har tidligt følt venskab og kærlighed til en Carsten Søndergaard, en Uno Kryger, en Marvel-Ole. Og så selvfølgelig mine elskede ungdomsbøger. Jeg har slugt Enid Blytons De 5, jeg har slugt Enid Blytons Mysteriebøger, jeg har nydt Enid Blytons SOS bøger, jeg har nydt Alfred Hitchcock og de tre detektiver, jeg har nydt Jan-bøgerne, Kim-bøgerne, Susi-bøgerne, Flemmingbøgerne, De 6 kammerater-bøgerne, jeg har nydt Trekløveret, jeg har nydt alt det ungdommelige læsestof, som jeg kunne komme i nærheden af. Og nu – så mange år efter har jeg samlet meget af mit legetøj fra dengang, samlet det meste af mine ungdomsbøger og selvfølgelig fået samlet det meste af min tegneseriesamling fra dengang.
Og når jeg taler med andre samlere, så siger mange, at den der nostalgiske dimension er yderst vigtig. Hvorfor mon?
For mit eget vedkommende, så betyder samleriet at jeg får orden i min barndom. Struktur samt erindringer om, at ikke alt var elendigt. Jeg er også blevet et udpræget ‘kasse-menneske’. Alt kommer i æsker, boxe, kasser, og alt skal ligge pænt og sirligt. Nogen gang er det som om, at jeg spiller ham psykopaten fra Sleeping with the enemy, en af Julia Roberts tidlige film, hvor hun var gift med en kontrolfreak. Der er nemlig sygelige lighedspunkter.
Jeg tror ikke at man bliver samler af sig selv. Udover de faktorer jeg var udsat for, omsorgssvigt eller på anden måde ‘knas’ i familien, så tror jeg, at man skal have et samlerforbillede. En eller anden man så op til, eller havde det trygt sammen med. Det kan være en nabo eller, som i mit tilfælde, et familiemedlem. Og disse rollemodeller symboliserer qua deres handlinger og samlinger, den struktur som man savner og efterlyser.
Nå – hovedet værker og det er første december. I samlerens navn har jeg købt en af de julekalendere jeg selv nød som barn, Jullerup Færgeby, og den skal jeg nu gense og se sammen med mine 2 tøser. Først skal vi se Nissernes ø, og dernæst Jullerup Færgeby. De stakkels piger, Clara på 4 og Andrea på 7. De ved endnu ikke, at dette er sidste jul jeg og deres mor er sammen. Vi skal skilles, og måske er jeg derved med til at skabe 2 medsamlere. Det håber jeg egentlig ikke. Jeg håber at de vil klare denne ægteskabelig krise bedre end jeg. Kun tiden vil vise det.
Og lad os så få nogle kommentarer. Både fra samlerne og fra ikke-samlerne.
Glædelig jul.