Karoline Stjernfelt. Tag navnet i din mund. Sig det højt et par gange. Og husk det så, næste gang du bestiller bøger online, eller vover dig ned i din tegneseriebutik.
Jeg har lige genlæst I morgen bliver bedre, Coboltudgivelsen, og er, om muligt, endnu mere overvældet og begejstret, end første gang. Jeg læste den nemlig for et stykke tid siden, og havde så med vilje lagt den væk. For første gang var sådan lidt i hast, og jeg havde andre ting der rykkede rundt oppe, i knolden. Jeg ville heller ikke skrive ud fra kun en enkelt gennemlæsning, noget jeg ellers har for vane. Og altså, jeg er ovenud begejstret.
En lille finesse, lad mig da starte her. På den røde ryg, hvor Karoline står øverst, så den overordnede titel i hvidt, dernæst med himmelblå et 2-tal og så undertitlen Dronningen. Endelig ret diskret og så alligevel ikke, en krone, og så til sidst forlagets navn. Når jeg flueknepper her, så er det for at betone, at selve layoutet også er creme de la creme. Det er nemlig et kongeværk, et mesterværk, en imponerende lækker udgivelse, og det endda uden ekstramateriale, ej heller i det vante lækre hardbackdesign, vi ellers er blevet forvænte med fra Cobolts side. Vildt, at selv med disse undtagelser, så er der alligevel tale om et møgflot værk. En pryd og en nødvendighed på alles tegneseriereoler.
Normalt er det plottet, jeg finder mest interessant. Om det er en kærlighedsfortælling, et fortættet drama, en krimi med schwung og kapow, eller en gyser. Sådan er det ikke helt med I morgen bliver bedre. Jeg har tabt mit hjerte til farverne og tegningerne. Forleden tænke jeg på, om der var noget overhovedet, som en god tegner ikke kan tegne. Vi drøftede det lidt på Serielands forum, og jeg blev næsten overbevist. Næsten.
Men ikke mere nu. Jeg har set lyset. Endda både konkret og i overført forstand. Konkret fordi der op til flere steder formidles overgange, der sætter sig. På side 71, for nu bare at nævne et enkelt eksempel, så i rude to, pipper solen frem i en glasrude. Det er så eminent tegnet og farvelagt, at ord ikke rækker.
Mundlam kan jeg også blive, når der flere steder i værket bare demonstreres bittesmå detaljer, og som kontraster lækre voluminøse dobbelte sider, forgyldte og prangende. Jeg taler især om perlesiden da Struense forlader det mørke og dystre, iklædt maske og forundring, måske ængstelse, og dørene slås op, og et orgie af farver og detaljer, vel nærmest symbolsk beskrivende det virvar af sanser, han vil møde. Alle dødssynder, for nu at skrue helt op, og alle følelserne. Godt mixet lige som en myldretegning eller en find Holgertegning. En masse enheder tilpasset helheden, og som giver præcis det der samme overvældende indtryk hos læseren, som man må formode Struense fik, da han trådte fra mørket og ind til en tusindsal. Et væld af følelser og indtryk.
Faktisk en side så eminent, at man er overvældet og bjergtaget. Rod, sagde min kæreste dog, da jeg viste hende siden, men jeg er ikke enig. Der er ikke noget rodet over hverken den side, eller de øvrige i den faktisk ret voluminøse udgivelse. Når læsebrillerne er skruet ordentligt på, er det endda let at skelne de parykklædte aktører, og det skyldes ikke kun læsestyrken. Næ, de der små, bittesmå sommetider, detaljer i et ansigt, i et blik, som vi alle har og bruger, dem mestrer Karoline også.
Når man formidler billeder, er det jo følelser man prøver at ramme. Rammer man dem, så er det også sandsynligt, at modtageren berøres. Jeg kan nævne så mange steder fra I morgen, hvor jeg identificerer og genkender følelser. Som allerede nævnt den benovelse Struense kastes i hovedet, da dørene åbnes og en, tør jeg nok side, anderledes verden venter.
Men i bogen er der også afmagt, længsel, vrede og håbløshed. Vores gakkede konge er jo en tsunami af følelser, og hans skrøbelige sind mangler den ro og det overblik, som Struense besidder. Samspillet mellem de to er ypperligt og tager næsten førstepladsen bort fra den spirende tiltrækning mellem den oversete dronning og livlægen. Denne tiltrækning kommer snigende, og det er umage rart, at der tages tid til en fin, ja nærmest sirlig, rolig opbygning. Ting tager tid. Kærlighed også, selvom det jo lyder, at lynet kan slå ned og Amors pile kan bryde gennem panser. Men tid. For man valser ikke bare ind hos dem med blåt blod. Alene er man heller ikke altid, og Karoline Stjernfelt viser os kærlighedsmødernes forhindringer, aldrig med ord eller prakket ned over hovedet på os, men blot i billeder, vi så selv afkoder.
Jeg er jo dansklærer, og får ofte at vide, at jeg ser symbolik alle steder. Javist, der er nok noget om det. Jeg spotter flere steder i værket, at der både er varsler og spor lagt ud. Hvilket jeg elsker, for det fortæller mig, at der er tænkt over virkemidler og handling. Så længe altså, at der ikke smøres for tykt på.
Sindsmæssige overgange, eller det at være inde eller ude, også dette mestres i billederne og valg af farver. Et kys der stjæles mens en hånd tager fat i rødt fløjl, og lader en flig af guldlys bag sig. Lysegrønne flader i haven, eller hvad med et skakternet bonet gulv, hvor skyggerne borer sig ind og giver ternene en anden tone. Der er nok at forlyste øjnene med. Og så bliver farvelægningen aldrig sort eller tung. Selv i de lyseblå og lilla aftener bliver det aldrig satans sort. Der er en lethed over farvevalget, som skulle det symbolisere både romancen mellem Struense og Dronningen, samt det samarbejde (og den fortrolighed der opstår) mellem Struense og Kongen.
Sidst. Kærlighed er livsfarligt. Sådan helt bogstaveligt talt, men også for vores sind. Tænk selv på de gange, hvor man har været usikker, været jaloux, været bange for at miste. Tænk også længere tilbage, til enhver begyndelse hvor man langsomt fatter mod til at kontakte et andet hjerte. Hvor angst man kunne være. Gyngende grund kan man sige. Altid. Og tænk så på, at det må man kunne se. Læse i vores mimik og især i vores ansigter. Her i I morgen bliver bedre, er der nogle gange zoomet dejligt og skræmmende ind i aktørernes ansigter og øjne. Vildt, her uden ord, formår Karoline Stjernfelt at skildre lige præcis den usikkerhed og skrøbelighed, der er i vores hjerter. Det er så fandens smukt, at det næsten gør ondt.
Det er et stykke tid siden, at jeg læste Per Olov Enquists roman, og det samme med filmen, Nilolaj Arcels, som jeg også holder af. Men jeg har fået kongeblod på tanden. Både roman og film skal ind i låget igen. Og mere end det, tænker jeg, for jeg er inspireret. I morgen bliver bedre har nemlig fangearme, og jeg er betaget og fanget, ønsker at læse mere og ønsker at vide mere.
Der er lagt op til en forrygende finish, som næsten kun kan skuffe. Forventningerne her på bjerget til tredje bind er tårnhøje, og hvor vi mestendels har været i det først gakkede land, dernæst i den fortryllende og blomstrende kærlighedens land, så må sidste bind være mere mørk, mere dyster. Struense er jo den store ubekendte. Benovelsen over at være royal højre hånd, og fortryllelsen af kærlighed og længsel er en ting, men lur mig, om der ikke vælter skeletter ud i bind III. Samt rænkespil, for skyggerne lurer. Man stikker ikke bare snotten frem og ryster det royale træ, uden at enkelte æbler stødes. Der er en pris at betale, og i sidste tredjedel af Dronningen får Struense pillet ved lidt for mange grene. Som man jo gør, når man sidder højt til vejrs.
Og derfor kan sidste bind rumme grusomheder. Ikke bare kan. Det vil være ubehageligheder.
Kongen har jo en betændt psyke, og undervejs får vi et lille herligt visuelt indblik i de mørkekamre, han døjer med. Vrangforestillinger fx og disse skildres i et måske lidt halvklodset virvar, som nok er søgt billedliggjort præcis sådan, for at understrege kongens knoldede hjerne. Det jeg prøver at få frem er, at selvom kongen allerede her i det midterste bind ved, at han er lidt af en hanrej, så er han stadig præget positivt af Johan, men det ændrer sig jo nok. Mon ikke? Og jeg gruer lidt for Struense.
Året lakker mod enden, og der har været voldsomt mange gode udgivelser, især fra Cobolts side. I morgen bliver bedre er afgjort én sådan, og de seks royale stjerner, som værket får, er velfortjente.
Er det et mesterværk? Ja. Afgjort. Gud bevare Danmark. Gud bevare Dronningen.
Titel: I morgen bliver bedre – 2. Dronningen
Tekst: Karoline Stjernfelt
Illustrationer: Karoline Stjernfelt
Forlag: Cobolt
Format: 232 sider i farver
Pris: 299,-
Isbn: 978-87-70857-91-8
