Livsudfoldelse. Med pondus, kraft, pauker og slagtøj. Jeg taler om Per Olov Enquists anden roman, Livlægens besøg, og den er en genlæsning værd. Især nu, hvor vi dels har fået Nikolaj Arcels filmiske version, den vellykkede En kongelig affære der dels vandt bjørne i Berlin, dels blev nomineret til både en Golden Globe og en Oscar, og dels en vellykket debut, begået af Karoline Stjernfeldt, I morgen bliver bedre.
For det er en superfed udgivelse, hun har begået. Og hvis du tror, at du kender hele møllen fordi du enten har læst eller set ovennævnte forløbere, så kan du godt tro om igen. For hvor bogen har sin sindrighed og sit sprog, og filmen sine amorøse vinkler og spøjse tosserier, så er der en anden alvor, en begavet alvor, i Karolines 158 farvelagte sider, første bind af i alt tre.
Handlingen er denne: Et arrangeret royalt ægteskab mellem to unge, Christian og Caroline. Og det kører ikke på skinner. Hver især er de utilfredse, usikre og tøvende overfor både hinanden og situationen. Som bønder i et skakspil uden selvstændig ageren må de følge mærkelige skikke og traditioner, og begge er omgivet af voksne der både har selviske og uselviske årsager til at være nær de kongelige. Let er det ikke.
Og det er nok næppe kun fordi de unge er unge, og at kærligheden er arrangeret.
Nå, det er nærmest umuligt ikke at relatere til nutidens unge og de kvaler og glæder, som den målgruppe er til dels. Og tænke på den prægning de får, ikke alene af deres ophav, men så sandelig også af skolen og medierne. Er det mon blevet lettere at være ung i dag? Hvis ikke, er det så reelt og fair at tale om forkælede og krævende unge? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at de indtryk der for alvor sidder tilbage når man har læst om to x C, er en nærmest håbløs desperation. Som to unge dansende uden musik og rytme. Svagt prøvende uden mål eller med. Forstærket af den skrøbelighed og tør jeg skrive, sirlighed i ordets mest positive forstand, der præger hver side.
Jeg elsker, når C’erne er sat i en ramme, i iscenesatte rum, og man så bare venter på at opleve revolutionen, det indre eller ydre brud med vanen og traditionerne. Bare venter. Og den stilhed, den stemningsfulde forventning fylder Karoline Stjernfeldt med en buldrende stilhed. I sine øjeblikke forstår man ikke, at der er tale om en debut, for stemningen, mimikken, og sårbarheden sidder lige i det royale skab.
Der hvor Karoline for alvor sætter sit aftryk, og gør at hendes debut er helt unik, er de stemningsbilleder der nærmest emmer hele albummet. Der er en ro i samspillet mellem dialogen og illustrationerne, og den usikkerhed og afventende ’hvad er nu det rette at gøre’ forplanter sig smukt og grusomt og rammer ens hjerne. Har vi ikke alle stået i lignende situationer, hvor vores næste ord eller handling ville få en eller anden form for ukendt reaktion? Når man ringer til, eller konkret er til møde med ens pengeinstitut, når man bliver inviteret ind til en samtale af chefen, når ens kære trist men insisterende siger, ”at der er noget vi lige skal tale om”, eller når man ikke kan komme i kontakt med ens unger og tiden for længst er udløbet. De stunder hvor vi ikke bare handler på rutinen. Jeg kender dem. Du kender dem.
Struensee, og det amorøse, der jo fylder ret væsentligt især i Arcels film, er kun en petit brik i Stjernfeldt værk. Og det bliver især spændende at følge hans udvikling, eller vinkel om man vil, for jeg tror, at Karoline Stjernfeldt godt kunne finde på at lege lidt med især den gode Johann Friedricht Struensee. Hun skulle efter sigende have udtalt, at hun ikke unuanceret ser tyskeren som den helt han ellers nok i folkemunde er kendt for. Især fordi filmen fra 2012 nok sidder så godt fast hos publikum.
Baggrundene er nærmest rensede for fikserpunkter. Der er intet at distraheres over. Som en ballet set fra første række. Alle åndedræt, hver en muskel og hvert eneste krumspring springer lige ud til tilskueren. Det giver et nærvær der næsten gør ondt.
Cobolt har også sat værket ind i en smuk og blæret ramme. Det er flot og fornemt og bogen er langt mere og andet end kun en tegneserie. Det er et smukt værk, en bog og en udgivelse der med syvtommersøm demonstrerer, at tegneserier bestemt OGSÅ er for voksne. Jeg var glad for Per Olov Enquists roman, jeg var bestemt også glad for En kongelig affære, og må begejstret konstatere, at Karoline og Cobolt har gjort deres til, at tegneserieåret 2015 slutter med bravur.
Seks royale smil, såmænd, af samlet seks mulige. Og så står den der, Kongen, på hylden. Ventende på Dronningen (eller Dronning, det er lidt uklart) og Lægen. Jeg venter spændt med.
Titel: I morgen bliver bedre. 1. Kongen
Forfatter og illustrationer: Karoline Stjernfeldt
Forlag: Cobolt
Format: 160 sider i farver, 21 x 29,5
Pris: 298,-
Udgivelsesdato: Er udkommet